Kontorskader lurer i e-sport: Danske verdensstjerner får skræddersyet kost- og motionsprogram

Selvom e-sport er en stillesiddende sport, kræver det god fysisk form at være med på det højeste niveau.

Astralis vinder verdens mest prestigefyldte Counter Strike-turnering i Atlanta, USA. (Foto: High Wire Aps © Type 2)

Det kræver mange timer foran skærmen, hvis man vil være en Counter-Strike-spiller i verdensklasse. Det kan dog medføre en inaktiv livsstil, og det vil teamet bag det verdensberømte Counter Strike-hold Astralis nu til livs.

De ved, at det er nødvendigt med en god fysisk form for at præstere på niveau med verdenseliten.

Fysioterapeut Mikkel Hjuler er en del af det hold, der arbejder med den fysiske optimering af spillerne fra Astralis, og de fokuserer på at finde den rette balance mellem de mange stillesiddende timer foran PC’en og deres overordnede sundhed.

- For at være en god e-sport-gamer skal man koncentrere sig over lang tid. Og for at kunne koncentrere sig skal man være i god fysisk form, spise fornuftigt og sove ordentligt om natten. Det er nødvendigt for at forbedre holdets resultater.

Nyt fokus på sundhed

I den nye DR3-serie ”Gamerne – Danmarks nye sportsstjerner” følger man de unge talenter, som kæmper for at nå eliten. Den danske topspiller Nicolai ”Dev1ce” Reedtz, som spiller professionelt for Astralis, er allerede en del af verdenstoppen, men det kræver mere end blot Counter-Strike træning at nå der til.

Derfor har Kasper Hvidt, som er sportsdirektør i RFRSH - organisationen bag Astralis, det sidste halve år arbejdet med fokus på spillernes fysik.

- Vi har fokus på spillernes fysik både i praksis og på et teoretisk udviklende plan, fortæller han.

Holdet har af den grund fået nye retningslinjer, hvor spillerne skal træne fysisk en time om dagen - både kondition og styrketræning. De skal ændre deres kost, så den bygger på sundhedsstyrelsens anbefalinger om sund og varieret kost, og desuden skal de sove 7-8 timer om natten for at få en fast søvnrytme.

To vigtige dele af kroppen skal trænes

Foruden mere søvn og sundere mad, skal de professionelle gamere træne specielt to områder af kroppen for at optimere deres præstationer.

- Spillernes stabilitet og koordinering i øjne-nakke området er vigtig i forhold til at kunne observere og reagere hurtigt og præcist i deres handlemønstre, når de sidder foran computeren. Træning af lænden er også utroligt vigtigt, når de skal sidde ned på en hensigtsmæssig måde i lang tid uden at få ondt, siger Mikkel Hjuler.

Forebyggelse af skader

E-sportens sundhedsmæssige udfordringer ses også hos de danskere, der arbejder på kontor til daglig. Men problemet rammer nu også en langt yngre gruppe, der tilbringer mange timer foran skærmen. Og det kan blive et problem, hvis der ikke arbejdes konkret med forebyggelsen, mener Mikkel Hjuler:

- Vi ser spillere, som lider af de typiske kontorskader, såsom ondt i nakken, lænden eller albuen. Derfor er det vigtigt, vi har fokus på den udfordring, det er, når unge mennesker har så stillesiddende et arbejde eller en interesse, fortæller han.

Holdet bag Astralis er opmærksom på de skader, der kan forekomme, når man træner så meget, som de seks verdensklassespillere gør.

En bedre fysik skal forbedre Astralis’ præstationer

I midten af august blev Astralis-holdet testet fysisk og psykisk for at få et billede af deres umiddelbare sundhed med henblik på at optimere deres præstationer og sundhedsmæssige tilstand på kort og lang sigt:

- Vi tjekkede blandt andet deres kondition, fedtprocent, trivsel, søvn, kost og afdækning af stress. Samtidig lavede vi en fysioterapeutisk screening, hvor vi testede deres nakkestabilitet, øjekoordination og lænd, fortæller Astralis’ fysioterapeut Mikkel Hjuler.

Det er for tidligt at se målbare resultater endnu, men sportsdirektør Kasper Hvidt fortæller, at motivationen er stor, så resultaterne skal nok komme.

Du kan se dokumentaren ”Gamerne – Danmarks nye sportsstjerne” på DR3 hver torsdag klokken 21.30 eller på dr.dk/tv.

Facebook
Twitter