Kræften tog Lisas hånd – nu er hun firdobbelt verdensmester

Følelsen af at svigte familien blev via taekwondo til en ny tro på livet for Lisa Gjessing

Solen strålede over Lisa Gjessing, da hun hånd i hånd med manden Kristian forlod kræftafdelingen på Skejby Sygehus en decemberdag for seks år siden.

Efter et forløb på fem år med mange udredninger og vedvarende smerter i venstre hånd var lægens dom klar.

- Du er rask. Kræften er væk.

Det eneste Lisa Gjessing tog med sig hjem fra hospitalet den dag i december var tiden til et sidste rutinetjek på kræftafdelingen. Et check hverken Lisa eller manden Kristian skænkede mange tanker, deres fulde fokus lå på beskeden om, at Lisa var rask.

Et par måneder senere mødte Lisa Gjessing og manden Kristian op til det aftalte tjek, som de mentalt havde forberedt sig på skulle være deres sidste kontakt med kræftafdelingen. Ansigtsudtrykket på lægen afslørede øjeblikkeligt, at noget var helt galt. Hans første ord bekræftede det bekymrede ansigt.

- Kræften er tilbage, den har spredt sig. Vi bliver nødt til at fjerne din venstre hånd, og det skal gå stærkt.

Det gik så stærkt, at der hverken fysisk eller mentalt var mulighed for at forberede sig på det drastiske indgreb. Det gav efterfølgende udfordringer for Lisa Gjessing, for nok havde indgrebet stoppet kræften og fjernet den fra kroppen, men den havde samtidig taget den venstre hånd fra hende.

- Jeg tænkte om mig selv, at nu var jeg ikke Lisa længere, nu var jeg Lisa med den ene hånd, hende den handicappede. Jeg arbejdede meget med mig selv, jeg følte mig som et menneske, der var kommet over i en anden kategori, en anden art af menneske, fortæller Lisa Gjessing.

Som aktiv taekwondokæmper på højt niveau, gift med håndboldspiller Kristian Gjessing og med to små børn, var det svært at forholde sig til, at fremtidens fysiske udfoldelser for altid var forandret.

- Jeg havde dårlig samvittighed over for min familie, især over for mine to piger, fordi de nu fik en mor med kun én hånd. Men også over for Kristian, han fik en kone uden den ene hånd, det var ikke det han havde valgt. Det var den slags selvdestruktive tanker, der prægede mig, særligt det, at jeg ikke kunne gøre noget ved det, gik mig på, fortæller Lisa Gjessing.

Familien og de nærmeste venner var i tiden efter operationen støtten, der gjorde forskellen, når de negative tanker fyldte for meget. Som aktiv elitesportsudøver var det at kunne sætte sig et mål og have en mission vigtigt for Lisa Gjessing. Men det følte hun ikke, at hun kunne umiddelbart efter operationen.

Lisa Gjessing på ferie med familien i Spanien i foråret 2017.

- Jeg blev ramt af en stormflod af tanker, i tiden efter jeg fik bortopereret min hånd. Tankerne fortalte mig om alt det, jeg ikke kunne.

Men da de Paralympiske Lege (PL) i London blev afholdt i sommeren 2012 ændrede tankerne sig for første gang:

-Tanken om de Paralympiske Lege var den første, hvor der var noget jeg faktisk kunne, så den holdt jeg fast i. Den tanke gav mig en mission, noget jeg kunne arbejde målrettet mod, og det har jeg gjort lige siden, fortæller Lisa Gjessing.

Hun husker også særligt en bemærkning fra en bekendt, der var med til at vende de negative tanker:

- Du er ikke handicappet, du har bare et handicap.

Den svære forståelse

Med en mand, der fortsat var professionel håndboldspiller, og to små piger på tre og seks år vendte hverdagen hurtigt tilbage i Lisa Gjessings liv. Forståelse og medlidenhed ændrede ikke på, at små børn er krævende og ikke altid har samme forståelse for, at mor har været syg og ikke kan det samme som tidligere.

Når mor med en hånd længere kunne ordne døtrenes fletninger, så træder farmor selvfølgelig til. (Foto: PRIVAT © Privat)

- Frida (den ældste datter red.) var vred på lægerne over, at de havde fjernet mors hånd. Det er svært som barn at forholde sig til det, særligt fordi det gik så stærkt. Hun var sur på mig over, at jeg havde tilladt lægerne at fjerne hånden. I en periode ville hun kun puttes af far. Det gjorde ondt at have kræft, miste hånden og så yderligere at skulle fravælges som mor, fortæller Lisa Gjessing.

Børnenes direkte måde at være på var alligevel en hjælp til at finde en formel på en ny hverdag hos familien Gjessing. Fokus begyndte at rette sig imod, hvad familien kunne, frem for alt det der ikke længere var muligt. Mens Para-taekwondo var Lisas personlige projekt, stod neglelak og andre nødvendige hverdagsting på plakaten i hjemmet. Ting der måske nok virkede normale, men var nøje planlagt, så de kunne udføres med én hånd.

- Jeg husker, da jeg kører pigerne til en håndboldkamp og en af Fridas veninder siger: 'Godt du kom af med den hånd, ellers havde du været død nu.' Den måde at sige tingene på fra børn hjælper bare, intet bliver pakket ind, og det har hjulpet mig meget, fortæller Lisa Gjessing.

Bevidst fravalg af familietid

Hjemme hos familien Gjessing i Ry har det meste på hjemmefronten det seneste år handlet om at få forvandlet et faldefærdigt hus til en præsentabel bolig. De to børn spiller håndbold under farmand Kristians kyndige vejledning, mens Lisa Gjessing dagligt møder ind hos Sydøstjyllands Politi, hvor hun er offentlig anklager. En travl dagligdag, som Lisa Gjessing kombinerer med drømmen om en PL-guldmedalje i Tokyo 2020.

I perioderne frem mod de indtil videre fire vundne verdensmesterskaber og andre større turneringer forlader hun derfor familien, før aftensmaden sættes på bordet for at passe Taekwondo-træningen i Aarhus. I en sport uden store økonomiske støttemuligheder er det nødvendigt at tage tiden til træning ud fra den tid, der ellers skulle bruges på familien.

- Det gør ondt at forlade familien om aftenen, men alting har sin pris. Jeg holder det tit op mod andre ting. Jeg tror, man er et gladere menneske, hvis man udover dagligdagen kan få lov at forfølge ens egne drømme og missioner i livet, fortæller Lisa Gjessing.

Arbejdet frem mod det ultimative mål om guld ved de Paralympiske Lege i Tokyo vil de kommende år kræve en struktureret hverdag, aftentræning og stor rejseaktivitet for Lisa Gjessing. For nogle kan det ses som et egoistisk valg i jagten på en eftertragtet medalje, men for Lisa Gjessing er valget primært funderet i det faktum, at taekwondo og travl hverdag giver en god synergieffekt.

- Fordi jeg kun har en hånd, kan jeg blive skæv i kroppen, da jeg kompenserer i mange dagligdagsfunktioner. Jeg kan mærke, at når jeg ikke træner bliver ryggen dårlig, hvilket gør hverdagen mere uoverskuelig. Derfor er jeg, næsten, altid i god form, det giver mig overskuddet til den hverdag, der ellers ville være uoverskuelig, fortæller Lisa Gjessing, inden interviewet afbrydes af to døtre, der lige skal have pakket håndboldtaskerne inden afgang mod hallen.

Når døtrene trænes af manden Kristian, sidder Lisa Gjessing ofte ved dommerbordet. På den måde kan familietid og sport kombineres, og sådan har det altid været for Lisa Gjessing, der blev introduceret tilfældigt for taekwondo i barndomsbyen Skjern af sin storesøster. Talentet var tydeligvis stort, selvom det dog ofte var de sociale relationer og fester, der var højdepunkterne i klubben for teenageren Lisa. Hun tænker tilbage på tiden med glæde, men ser samtidig en stor forskel på dengang og i dag.

- Jeg var alt for ukoncentreret i min træning dengang. Jeg havde oceaner af tid, så det betød intet, om jeg pjattede halvdelen af min træning væk. I dag er det lige omvendt. Jeg har fravalgt familien for at træne, så hvert eneste sekund tæller, det skal udnyttes, for at jeg over for mig selv kan forsvare, at jeg er taget af sted endnu en hverdagsaften. Jeg tror også, at det er en af årsagerne til, at jeg endnu ikke har tabt en kamp, forklarer Lisa Gjessing.

Lisa Gjessing efter sit fjerde VM-guld i London i efteråret 2017.

Transporttiden fra bopælen i Ry til træningen i Aarhus anvendes til telefonsamtaler med venner eller arbejde. På den måde er alt mental bagage parkeret, når hun iklæder sig taekwondodragten. På samme måde er den gode samvittighed klaret, når Lisa Gjessing kører hjem efter endt træning, så hun på den måde kan være hundrede procent tilstede hos familien, når træningen er overstået.

Et særligt drive skal give PL-guld

Der er med god grund store forventninger til Lisa Gjessings deltagelse ved de Paralympiske Lege i Tokyo i 2020. I sin tid som Para-kæmper er det blevet til fire VM-guldmedaljer på stribe, senest i efteråret ved VM i London. Til dato har Lisa Gjessing ikke tabt en kamp som Para-taekwondokæmper.

Det til trods mener hun fortsat, at der er mange ting, der skal arbejdes på, inden drømmen om PL-guld kan blive virkelighed. Udover enkelte tilskud har hun været selvfinansierende i jagten på internationale medaljer, penge der tages direkte fra renoveringen af huset derhjemme. Selvom VM-guldmedaljen vundet på en hverdagsaften i efteråret i London og lapningen af et utæt rør på det endnu ikke helt færdige hus kan virke som to verdener, så hænger de for Lisa Gjessing sammen.

- Isoleret set betyder mine fire VM-guldmedaljer intet for mig. Men når man har haft en lortedag på job, børnene brokker sig, og måske er der også lige noget med huset derhjemme, så er det rart at kunne huske sig selv på, at der er noget man kan. At sige til sig selv: Det kan godt være, det hele sejler, men jeg er da verdensmester, det kan ingen tage fra mig, siger Lisa Gjessing med et stort smil på læben.

Drømmer du nogensinde om den der PL-guldmedalje, der måske venter i Tokyo?

- Ja. Det er vildt underligt. De slutter altid med, at jeg har guldmedaljen om halsen, det kan gøre mig helt nervøs. Jeg har det nok med altid lige at sætte barren lidt højt. Jeg går efter guld, det er den eneste medalje, jeg mangler. Når man tænker over, hvor meget jeg har ofret og sagt nej til, så skal jeg gå efter guld, det er jeg nødt til. Det skylder jeg både mig selv og mine omgivelser, slutter Lisa Gjessing.

Det er første gang Lisa Gjessings vægtklasse er med ved et PL, når det går løs ved legene i Tokyo i 2020. Den danske Para-taekwondokæmper vil på det tidspunkt være 42 år gammel.

Facebook
Twitter