Legendarisk skihopper er død: 'Han var sportens svar på Maradona'

Skihopstjernen Matti Nykänens kaotiske liv fik natten til mandag en ende.

Den finske skihopstjerne Matti Nykänen blev 55 år.

Finland har mistet en af sine store sportshelte. Matti Nykänen, der blev kåret til årets idrætsudøver i hjemlandet i 1985 og 1988, afgik natten til mandag ved døden. Det oplyser pårørende til det finske ugeblad Seiska. Dødsårsagen er endnu ukendt for offentligheden.

Matti Nykänen var en af 80'ernes store vintersportsstjerner, og i de store skisportsnationer bliver der i dag brugt store ord om finnens liv og karriere.

Matti Nykänen fejrer her sin sejr i 90 meter-konkurrencen ved vinter OL i Calgary i 1988. (Foto: JONATHAN UTZ © Scanpix)

Clas Brede Bråthen, der selv er tidligere skihhoper og nu chef for det norske skihoplandshold, beskriver overfor det norske medie VG dagen som en "tung dag for alle, som er glade for skihop".

- Han satte nye standarder i sporten. Han var skihops svar på Lionel Messi og Diego Maradona. Alle beundrede ham for det, han gjorde på skihopbakken, siger Clas Brede Bråthen til VG.

Den største af alle

Som 18-årig vandt Nykänen sit første VM-guld, og herfra så han sig ikke tilbage. I dag er finnen den eneste skihopper i historien, som har vundet alle af sportens fem største konkurrencer. Nemlig Individuelt OL-guld (tre gange), individuelt VM (en gang), Sky Flying World Championships (en gang), den samlede World Cup (fire gange) samt firebakke-turneringen (to gange).

Matti Nykänen debutede ved OL i Sarajevo i 1984, hvor han vandt konkurrencen på den store bakke med 17,5 point. Det er rekord i olympisk sammenhæng.

I løbet af sin karriere vandt Matti Nykänen fire OL-guldmedaljer og fem VM-guldmedaljer. Men også i World Cup-sammenhæng gjorde han sig bemærket med 46 sejre. Den første sejr fandt sted i 1981, mens den sidste var i 1989.

Matti Nykänen blev d. 21. september 2005 løsladt fra Kylmakoski fængslet i Finland. Her sad han fængslet for knivstikkeri. (Foto: Lehtikuva Lehtikuva © Scanpix)

Levede af liv med skandaler

Ingen kan altså sætte spørgsmålstegn ved Nykänens præstationer på skiene. Men i ligeså høj grad som han var en dygtig sportsmand, så levede Nykänen et turbulent liv uden for sporten.

Da Matti Nykänen i 1991 stillede sine ski i skidepotet, prøvede han at slå igennem som popsanger og udgav året efter albummet 'Yllätysten yö', som blev en succes. Efterfølgende blev det til to albums mere på cv'et.

Matti Nykänen nåede at udgive tre albums som popsanger. (Foto: Mauri Ratilainen © Scanpix)

Herefter begyndte at liv præget af skandaler. Nykänen kom ud i et stort alkoholmisbrug, der forårsagede flere domme blandt andet for hustruvold og mordforsøg.

Den tidligere skihopstjerne kom i økonomisk uføre og var derfor nødsaget til i en periode at tage et arbejde som stripper på en restaurant.

Matti Nykänen blev 55 år og efterlader sig sin kone Pia og tre børn.

Facebook
Twitter