Leon Madsen imponerer med tredjeplads i Slovenien

Den danske speedwaykører Leon Madsen blev nummer tre, da der lørdag blev kørt speedwaygrandprix i Slovenien.

Leon Madsen har 26 VM-point efter årets første to speedwaygrandprixer. (Arkiv) (Foto: Sportxpress © Scanpix)

Leon Madsen har været rigtig godt kørende i årets to første speedwaygrandprixer.

For to uger siden vandt danskeren sæsonens første grandprix i VM-serien i Polen, og lørdag blev det så til en tredjeplads i Slovenien.

Niels-Kristian Iversen var også med, men gik ikke videre til semifinalerne.

Polske Bartosz Zmarzlik tog sejren.

Lørdagens resultater betyder, at Leon Madsen indtager tredjepladsen i den samlede VM-stilling med 26 point. Niels-Kristian Iversen har 21 på femtepladsen.

Leon Madsen, til højre, på podiet i Slovenien. (Foto: Sportxpress © Scanpix)

Bartosz Zmarzlik ligger nummer et med 28 point, hvilket er samme antal som landsmanden Patryk Dudek på andenpladsen.

- Det tager tid at komme ind (i VM-serien, red.), men nu er jeg her, jeg er godt kørende, og jeg kommer med en masse erfaring, siger Leon Madsen efter lørdagens grandprix.

- Jeg har et godt team omkring mig, og jeg arbejder rigtig hårdt. Jeg er rigtig glad og tilfreds med at komme i finalen igen og slutte på podiet, men jeg ville da gerne have vundet.

Niels-Kristian Iversen havde ikke fart nok i dækkene lørdag. DM-sølvvinderen fra tidligere på ugen havde efter sine fem indledende heats skrabet syv point sammen, hvilket ikke var nok til at avancere.

Bedre gik det altså for Leon Madsen, der gik videre til semifinalen med ni point efter blandt andet at have vundet to af sine indledende heats.

I begge tilfælde havde danskeren startet på den inderste bane, og det fik han også mulighed for i semifinalen. Det virkede også her. Madsen lagde sig i spidsen i første sving og holdte sin føring til slut.

Dermed var han for anden gang i to grandprixer i finalen.

Igen fik danskeren inderbanen, men denne gang førte det ikke til sejr. Bartosz Zmarzlik var kvik, da starten gik, og han var ikke til at komme forbi for hverken Leon Madsen eller nogle af de andre.

Næste grandprix i VM-serien køres i den tjekkiske hovedstad, Prag, 15. juni.

/ritzau/

Facebook
Twitter