Lykkelig nordmand får karrierens første World Cup-sejr

Ved World Cup i skiskydning i Tjekkiet vandt norske Marte Olsbu Røiseland kvindernes 7,5 kilometer sprint.

Der var kæmpe norsk glæde fredag, da skiskytten Marte Olsbu Røiseland kørte over stregen i kvindernes 7,5 kilometer sprint ved World Cuppen i Tjekkiet.

Nordmanden var nemlig hurtigst af alle, efter hun også havde skudt fejlfrit i sine to skydninger. Det sikrede Olsbu Røiseland sin første World Cup-sejr nogensinde.

– Det er en drøm som går i opfyldelse. Endelig kan jeg stå på toppen. Det har jeg ikke gjort før, og jeg skal nyde det til det fulde, siger Marte Olsbu Røiseland til NRK.

Den norske skiskytte vandt med blot 4,5 sekunder ned til tyske Laura Dahlmeier.

I den samlede stilling ligger Olsbu Røiseland dog kun nummer ni 135 point efter italienske Dorothea Wierer, der fører med 284 point.

Du kan se højdepunkter fra fredagens løb i videoen øverst i artiklen.