Maja Alm forsvarer VM-sølv på den lange distance

Trods en skidt start blev Maja Alm nummer to på den lange distance ved VM i orientering. Svensker vandt guld.

Maja Alm satte næstbedste tid på kvindernes lange distance ved VM i orientering. (Foto: Björn Larsson Rosvall /TT © Scanpix/ANADOLU AJANSI/TT NEWS AGENCY)

Den danske orienteringsløber Maja Alm kan tage endnu en medalje med fra VM i Letland.

Ligesom det var tilfældet ved sidste års verdensmesterskab, var det kun svenskeren Tove Alexandersson, som var hurtigere end den 30-årige dansker.

Maja Alm blev noteret for tiden 75 minutter og 31 sekunder, hvilket var næsten halvandet minut langsommere end den svenske vinder, men et minut hurtigere end schweizeren Sabine Hauswirth, der fik bronze.

Danskeren kom skidt fra start, for hendes første mellemtid var kun den 12.-bedste. I resten af løbet satte danskeren kun 14 sekunder til i forhold til Tove Alexandersson.

Lørdag i sidste uge vandt Maja Alm VM-guld på sprintdistancen, og i søndags var hun en andel af det danske stafethold, som hentede bronzemedaljer.

/ritzau/

Facebook
Twitter