Maja Alm hædres for gylden VM-sæson

Den danske orienteringsløber bliver hædret af læserne af internationalt magasin.

Maja Alm satte konkurrenterne til vægs ved VM. (Foto: Torben Uttzon- DOF © DR)

Med tre guldmedaljer og en fuldstændig overlegen indsats ved VM i orienteringsløb i Skotland var hun det oplagte valg til at vinde Orienteering Achievement of 2015, og Maja Alm vandt da også med en stor margin ned til nærmeste konkurrent.

Prisen uddeles af det internationale orienteringsløbsmagasin World of O, og det er læserne der via afstemning bestemmer, hvem der skal vinde. I alt 4000 personer fra 60 lande deltog, og Maja Alm vandt med 39 procent af stemmerne

- Tusind tak for støtten. Det betyder virkelig alverden for mig, og det gør det hele værd, siger hun til World of O.

Vil gentage succesen

Maja Alm vandt VM-guld i sprint, sprintstafet og mix-sprint-stafet i Skotland, og hendes ambition er nu at fastholde sit høje niveau i det nye år.

- Jeg vil bevare fokus på de samme discipliner. Jeg har prøvet i så mange år at blive verdensmester – det er jeg nu – og det bliver virkelig svært at blive det igen til næste år. Jeg føler allerede presset på mine skuldre, og jeg er sikker på, at det ikke bliver mindre, når VM nærmer sig, siger Maja Alm.

Nummer to i afstemningen blev hendes makker på det danske landshold, Ida Bobach, der også var med til at vinde guld ved VM.