Mark fik sprængt sine ben af i en vejsidebombe: Nu skal han spille EM på hjemmebane

Når Mark nu igen skal i kamp for Danmark, er det som landsholdspiller i kørestolsrugby.

De danske soldater er 200 meter fra lejren i Helmandprovinsen. 200 meter fra det nærmeste de kommer på sikkerhed under krigen i Afghanistan.

De mangler blot at krydse det golde, åbne område.

Mark går som den tredje person i rækken. Foran ham tjekker en sweeper og en ingeniør vejen for skjulte sprængladninger.

Der lyder et brag, og en stor røgsky omringer Mark Peters, da vejsidebomben eksploderer under ham.

- Jeg begynder at råbe og skrige, at jeg gerne vil op ad grøften. Jeg føler, der går en evighed, men det går faktisk rimelig hurtigt for dem at få trukket mig op af hullet. Da jeg kigger ned ad mig selv, synes jeg egentlig ikke, det ser så slemt ud med mine ben. Benene er der, men de er smadrede, så jeg tænker: 'Det ser fint ud, jeg er nok klar om tre uger igen'.

Men forestillingen om igen at være udsendt som soldat bliver i grøften sammen med stumperne af Mark Peters ben.

Vejsidebomben eksploderede i 2009 under Mark Peters femte udsendelse. Han mistede hele det venstre ben, halvdelen af det højre ben og venstre tommelfinger. Men han overlevede.

- Man siger til sig selv, inden man drager i krig: ’Enten kommer jeg hjem, ellers kommer jeg hjem i en kiste’. Men at komme hjem uden arme eller ben – den tanke har aldrig strejfet mig.

Virkeligheden rammer, mens verden ramler

Det er 10 år siden, at Mark Peters vågnede op til en ny virkelighed. Efter tre dage i koma slog han øjnene op på et hospital i Danmark, og fra den dag begyndte en ny hverdag, hvor selv de basale dagligdagsting blev en udfordring. Han kunne ikke længere holde på en kniv og en gaffel og måtte lære det fra start igen.

- Det gik ud over min psyke, for hvis jeg ikke engang kan spise med kniv og gaffel, hvad fanden kan jeg så? Det slog mig helt ud.

Det var den oplevelse, der for første gang fik tårerne til at trille ned ad kinderne efter ulykken. Det tog en måned, før sammenbruddet kom, og det gik det op for Mark Peters, hvor hjælpeløs han var.

- Når jeg lå ned, kunne jeg ikke bare rejse mig op i sengen. Jeg følte mig som en skildpadde, der lå på ryggen og kæmpede og kæmpede, men ikke havde kræfter til at komme op. Så da jeg kom hjem fra hospitalet, var der ingen til at hjælpe mig. Der var kun mig selv og mit nye handicap.

I dag har han ved hjælp af daglig genoptræning tilegnet sig metoder til at løse hverdagens udfordringer, så han blandt andet kan vende sig rundt på maven og ad den vej skubbe sig selv op fra sengen.

’Jeg er bare Mark’

Identitetskrisen blev en del af Mark Peters hverdag, for hvordan går man fra at være udsendt soldat til at være en civil person? Og så endda en civil person uden sine ben?

Da den verden, han kendte, blev revet væk under ham, skulle han bruge tid og ikke mindst hjælp på at indse, at han aldrig fik det liv igen.

Det var en lang kamp, hvor fortiden ikke sådan lige slap sit faste greb, og ønsket om igen at skulle udsendes var svær at slippe.

- Jeg kæmpede med hud og hår for at blive den samme person som før. For hvor svært kan det være at køre rundt i en kørestol i Afghanistan? Jeg ved godt, at det var en tåbelig og urealistisk tanke, og i dag står det klart, at hvis jeg havde været dernede nu, så havde jeg sgu været på røven.

Mark Peters (til højre) og Sebastian Frederiksen (til venstre) er begge to profiler på det danske landshold. (Foto: nc-foto © nc-foto)

I dag er han stadig tilknyttet forsvaret, hvor han arbejder som it-medarbejder på et lager. Når han har fri klokken 16.00 kan han tage hjem til sit hus med sin kæreste, hunde og en kat. Et liv langt fra krig, men et liv, der for Mark Peters er blevet en god erstatning

- Jeg forsøgte at holde fast i mit gamle liv, men det rykkede bare længere og længere væk. Lige så snart den nye verden fik bidt sig fast, så var det jo faktisk okay. Det, jeg har mistet, og det, jeg har vundet, går lige op.

Men hvem er Mark Peters egentlig i dag?

- Er jeg blevet rugbyspilleren Mark i stedet for soldaten Mark? Nej, jeg er bare Mark, som jeg hele tiden har været. Jeg er mig selv. Jeg dyrker rugby på det højeste plan, og det er bare fedt.

Når man kigger på Mark Peters, kan han ikke skjule sit handicap, for benene kommer ikke tilbage.

Men når man kigger på Mark Peters i en rugby-kørestol på banen for det danske landshold, så ser det ud som om, alle fysiske udfordringer er væk. Sporten overtager, sveden pibler ud af porerne i huden, og gnisten i øjnene er tændt, når han manøvrerer kørestolen så let som ingenting.

Mark forsvarer Danmark igen

Først i 2014 startede Mark Peters med at spille kørestolsrugby.

Efter flere forsøg fra trænere, havde det ikke hidtil været muligt at få overtalt Marks Peters til at prøve kræfter med sporten, men interessen opstod, da han deltog ved Invictus Games, som er et multisportsstævne for syge, sårede og skadede veteraner og soldater.

- Jeg var ikke sådan et vidunderligt talent fra starten, men de tog mig ind på landsholdet for at lære mig op hurtigt. De kunne se, at med min form for skade kunne jeg være rigtig hurtig, så jeg kunne blive en vigtig hjælp for holdet med tiden.

Mark Peters til træning med kørestolsrugby-landsholdet. (Foto: nc-foto © nc-foto)

I dag er Mark Peters en af de bærende kræfter på det danske kørestolsrugby-landshold. Med sin stærke overkrop skal han blandt andet køre hurtigt og score mål for Danmark, når de den 7. august spiller deres første kamp ved EM på hjemmebane i Vejle.

Det er en national ære at spille på landsholdet, og for Mark er det stort igen at forsvare Danmark – denne gang med en rød/hvid spilledragt i stedet for Dannebrog på skulderen af uniformen.

- Jeg repræsenterede Danmark før i tiden som soldat, det gør jeg så på en anden måde nu. Nu er det ikke med liv og død som indsats, men med sjov og spas, fortæller Mark Peters mens øjnene krymper sig sammen i et smil ved øjenkrogen.

Du kan se Mark Peters og resten af det danske landshold i kørestolsrugby, når vi sender live fra EM på hjemmebane i Vejle fra den 7. august.

Du kan også følge linket her.

Facebook
Twitter