Mark O. Madsen og Patrick Nielsen tørner sammen i MMA-buret

Bokseren Patrick Nielsen skal dyste mod Mark O. Madsen i en MMA-kamp 8. juni i København.

Mark O. Madsen får besøg i MMA-buret af den danske bokser Patrick Nielsen i KB Hallen. (Foto: Mads Claus Rasmussen © Scanpix)

Bokseren Patrick Nielsen skal dyste mod Mark O. Madsen i en MMA-kamp 8. juni i København.

MMA-fighteren Mark O. Madsen skal i ringen mod bokseren Patrick Nielsen.

MMA-kampen afvikles 8. juni i KB Hallen i København, oplyser arrangørerne i en pressemeddelelse.

Mens Mark O. Madsen har syv sejre i syv kampe på sit cv i MMA-ringen, så har Patrick Nielsen aldrig dystet i sportsgrenen.

- Jeg har længe flirtet med tanken om at prøve mig af i MMA. Nu er muligheden der, og jeg kan ikke tænke mig en bedre udfordring og mulighed for at komme ind på MMA-scenen end at gøre det af med Mark O., som åbenbart er alles darling.

- Mange vil nok se mig som underdog, men de bliver klogere. Jeg har set hans kampe, og hver gang han møder en, der kan slå, har han haft kæmpe problemer, siger Patrick Nielsen.

Bokseren Patrick Nielsen skal vænne sig til de noget mindre MMA-handsker, når han møder Mark O. Madsen i den ottekantede ring i juni. (Foto: Mads Claus Rasmussen © Scanpix)

- Han har ikke mødt en bokser i nærheden af mit niveau. Jeg træner som en gal - tre gange om dagen og seks dage om ugen, så jeg kommer til at stå snorlige, og Mark O.'s MMA-drømme slutter 8. juni.

- Der er ingen udvej for ham, og mine MMA-muligheder går op, når Mark O. går ned, lyder det fra Patrick Nielsen.

Mark O. Madsen er tidligere bryder og vandt OL-sølv i brydning ved legene i Rio i 2016.

Han ser det som en god sportslig udfordring, hvor det økonomiske også hænger sammen.

- Jeg kommer til at møde en rigtig god bokser, og det bliver en kamp mellem en fighter, som vil have en stående kamp, og så mig, som gerne vil have kampen ned på gulvet.

- Patricks dage som fighter er talte, når jeg er færdig med ham. Man må rose Patrick for hans mod, men han kommer til bitterligt at fortryde, at han går ind i buret mod mig, siger Mark O. Madsen.

/ritzau/

Facebook
Twitter