Mark O. Madsen om skattefritagelse: Et vigtigt signal

Selvom OL medalje-bonussen nu bliver skattefri, så betyder signalværdien mere for de små sportsgrene end pengene.

Mark O. Madsen ved OL i Rio. (Foto: Toru Hanai © Scanpix)

En guldmedalje ved OL i Rio udløste en bonus på 100.000 kroner fra Team Danmark til atleterne, mens der var 70.000 kroner for en sølvmedalje og 50.000 kroner for en bronzemedalje.

Mark O. Madsen, som vandt en sølvmedalje i brydning, er glad for at medalje-bonussen nu bliver skattefri.

- Signalværdien i, at vi som samfund anerkender dem, der gør en ekstra indsats, er rigtig vigtig, siger han.

Men det er dog ikke muligheden for et økonomisk skulderklap på 100.000 kroner, hvis du lykkes på den ultimative sportsscene, der er den daglige motivation for Mark O. Madsen.

- Størstedelen af min aktive karriere har jeg dyrket brydning uden at få en krone for det, og jeg har gjort det, fordi jeg har lyst, siger han.

Imellem de mange træningstimer studerer Mark O. Madsen og har til tider også arbejde ved siden af, for at få brydekarrieren til at hænge sammen.

Penge er ikke motivation

Til dagligt træner Mark O. Madsen i brydeklubben Thor i Nykøbing Falster.

For ham er det vigtigt at huske, at størstedelen af atleterne på OL-holdet kommer fra mindre sportsgrene, som popper op hvert fjerde år.

Hvis det var muligheden for en bonus, der skal bære arbejdet, så tror jeg timelønnen bliver minimal, siger han.

Til gengæld kan anerkendelsen for at gøre en ekstra indsats bruges i hverdagen – både som sportsudøver, men også som forælder, mener Mark O. Madsen.

- Jeg bruger det selv over for mine børn, og det tror jeg også mange andre i Danmark gør. Når børnene nu gør en ekstra indsats eller noget godt, så vil man gerne belønne dem, siger han.

I sidste ende håber Mark O. Madsen, at anerkendelsen fra Team Danmark kan inspirere endnu flere til at drømme stort og turde forfølge sine drømme.

Facebook
Twitter