Maze er færdig ved bordtennis-EM

Michael Maze tabte den afgørende kvalifikationkamp inden hovedturneringen ved EM med 1-4.

Michael Maze er skuffet over sit tidlige exit fra EM i bordtennis. (Foto: claus fisker © Scanpix)

Før det for alvor er gået i gang til Europa Mesterskaberne i bordtennis er danske Michael Maze ude.

I onsdagens sene kvalifikationskamp til hovedrunden tabte den tidligere europamester med 1-4 i sæt til italienske Mihai Bobocica.

- Jeg har døjet med dårlig ryg de sidste uger, og allerede i første sæt brød den lille ubetydelige skade op igen. Jeg siger ikke, jeg havde vundet, men når man stort ikke kan bevæge sig i sport, så er der lang vej hjem, siger han til DR Sporten.

- Jeg havde glæder mig til denne kamp, som så går lidt op i hat og briller. Jeg føler, jeg var ved at spille mig ind i turneringen, og derfor ærgre det mig også ekstra meget.

Michel Maze gjorde i februar comeback, efter han ellers havde lagt bordtennissen på hylden to år forinden. På trods af det tidlige EM-exit, så skal der ikke ændres det store på taktikken for arbejde sig tilbage mod toppen af sporten.

- Jeg vidste godt, det ville være en lang kamp for at komme tilbage fyldt med op- og nedture. Jeg er ked af, at jeg ikke kunne spille den sidste kamp på 100 procent, og se hvad det kunne været blevet til. Men jeg har fået svar på en masse ting og ved nu, hvad det er, jeg skal hjem og arbejde på.

Modsat Maze så spillede Anders Lind videre fra sin kvalifikationskamp med en sejr på 4-0 over polske Patryk Zatowka.

Dermed har Danmark har stadig tre spillere med i singleturneringen ved EM. Udover Anders Lind, så er Tobias Rasmussen og medaljehåbet Jonathan Groth klar til knockout-kampene, som begynder torsdag.

Du kan følge med direkte i EM i bordtennis på dr.dk, når DRTV sender live fra på fredag klokken 11.30.

Facebook
Twitter