Med ét træk giver Carlsen nyt liv i anklagen om snyd: ’Jeg har aldrig set noget lignende’

Skakdramaet mellem to af verdens bedste skakspillere fortsætter efter episk omkamp sluttede på under 30 sekunder.

Skakspilleren Magnus Carlsen har ligget nummer ét på verdensranglisten siden juli 2011. (Foto: Mads Claus Rasmussen © Ritzau Scanpix)

Det var nogle lamslåede værter fra streamingplatformen Twitch, der skulle forsøge at samle sig blot sekunder efter, at det meget omtalte skakopgør mellem norske Magnus Carlsen og amerikanske Hans Niemann blev sat i gang i Julius Baer Generation Cup.

De to konkurrenter havde akkurat koblet sig op til webcam og det online skakbræt, da nordmanden efter blot ét enkelt træk forsvandt fra skærmen.

- Wow. Jeg tror lige, at han trak sig?

- Ja... Hvad skal vi sige nu?, spurgte værterne måbende i studiet.

Og sådan var stemningen i flere minutter, før det blev offentliggjort at Carlsen rent faktisk havde trukket sig fra opgøret efter blot ét enkelt træk.

Der blev hurtigt spekuleret i, hvorvidt exittet skyldes de stærke hentydninger til snyd, som nordmanden tidligere på måneden havde været ude med om sin amerikanske modstander.

Forvirringen var dog fuldstændig, mens dramaet, som man troede ville blive afklaret efter dagens parti, nu var kommet op på helt nye højder.

Ifølge DR Sportens skakkommentator, Morten Runge, skal det hele ses som en protest fra den norske skakspiller, mener han.

- Man skal tage det som et kæmpe signal om, at Carlsen ikke er færdig med den her kamp mod Hans Niemann, som han mener snyder.

- Han vil gøre alt, for at få opmærksomhed på den her unge skakspiller, siger han.

- Det virker til, at han efterhånden har lavet en bevægelse, hvor han bare nægter at skulle spille mod Hans Niemann, siger DR Sportens skakkommentator, Morten Runge. (Foto: Anton Vaganov © Ritzau Scanpix)

Og måden, som Carlsen her har gjort det på, taler sig eget meget tydelige sprog, mener skakkommentatoren.

- Han kunne jo have trukket sig fra partiet, inden det var gået i gang. Men det gjorde han ikke. Efter alt den medieomtale, som har været større end ved noget andet opgør nogensinde før, så trækker han sig efter blot ét træk.

- Det gør jo, at han har fået maksimalt opmærksomhed ud af det her. Og det er jo det, han har været ude efter. Jo flere, han kunne plante den her tvivl hos, jo bedre. Og der har han virkelig ramt plet, for jeg tror aldrig, at så mange har set skak på en og samme tid, som i aftes, siger han.

Et drama uden ende?

Carlsen havde forinden opgøret været ude med klare hentydninger til, at dagens modstander, Hans Niemann, snød sig til sejren over nordmanden for nogle uger siden, da de to mødtes i en anden turnering.

Beskyldninger, som sidenhen ikke kunne bevises trods forsøg på at undersøge sagen. Men noget tyder på, at undersøgelsen ifølge Magnus Carlsen ikke er gjort godt nok, mener Morten Runge.

- De sidste mange dage er der flere millioner af mennesker, som har forsøgt at kigge på, om de kunne se noget i Hans Niemanns måde at spille på, som skulle vise, at han har snydt.

- Men de personer, der har kigget mest ind i tingene, har været private skakentuasiaster, som har siddet derhjemmefra og tolket på, hvad alle Hans’ bevægelser i tidligere partier mon har kunnet betyde.

- Og det giver ikke anledning til at konstatere noget ud fra, fordi man jo overhovedet ikke kan sige noget konkret ud fra konspirationsteorier, siger han.

Og ifølge Morten Runge, så er der kun én vej frem fra situationen.

- Nu er det simpelthen blevet tid til, at den internationale skakunion, Fide, skal komme i gang.

- De skal lave en ordentlig undersøgelse, så ikke bare er en online-troldehær, der bliver ved med at smide alt muligt ud, fordi så stopper det jo aldrig.

- Hvis ikke de gør det, så kan Hans Niemann jo aldrig nogensinde spille et godt parti igen, uden at blive beskyldt for at snyde. Og det er mega unfair med sådan en folkedomstol, siger Morten Runge.

- Et eller andet sted vil jeg jo sige, at han misbruger sin position som verdensetter, siger Morten Runge om sin kamp mod at få unge Hans Niemann dømt for snyd. (Foto: Mads Claus Rasmussen © Ritzau Scanpix)

Og skulle der så blive foretaget en ordentlig og upartisk undersøgelse af Hans Niemanns skakspil, som viser, at amerikaneren hele tiden har spillet efter reglerne, så ser situationen ikke særligt god ud for Magnus Carlsen, hvis han fortsætter i samme stil som i dag, spår Morten Runge.

- Hvis det viser sig, at Hans Niemann har spillet ærligt og redeligt hele vejen igennem, så kommer han til at miste helt vildt meget troværdighed, hvis han bliver ved med at opføre sig på den måde.

Men uanset hvad følgerne bliver, så har det været et helt vildt forløb. Alt fra hele optakten og til alt det, der efterfølgende er sket, mener Morten Runge. Og nu er spørgsmålet jo så, hvornår den her ’mystiske skandale’ får sin afslutning.

- Uanset hvad, så bliver det vildt. Enten er der tale om snyd, eller også er det en galmands værk og en personlig vendetta mod en ung skakspiller på vej opad på verdensranglisten.

- Jeg har i hvert fald aldrig nogensinde set noget lignende i skakhistorien før, siger skakkommentatoren.