Medaljehøsten i fare: Akilleshælen hæmmer verdensmesteren Wagner ved VM

Skade driller Daniel Wagner op til VM i para-atletik, hvor han risikerer at droppe 100 meter-løb.

Til trods for en skadesplaget optakt føler Daniel Wagner, at han er i sit livs form forud for søndagens konkurrence i længdespring ved VM i Dubai. (Foto: Henry Browne © Scanpix)

Daniel Wagner har to store udfordringer, hvis han skal forsvare sit para-verdensmesterskab i længdespring fra 2017.

Den første er en tysker. Navnet er Leon Schäfer, og han har i denne sæson overhalet alt og alle i Daniel Wagners T63-klasse, som er for atleter med benamputationer over knæet. I juli sprang 22-årige Schäfer hele 6,99 meter og satte en solid verdensrekord.

Wagner, der har fået amputeret det ene ben efter en trampolin-ulykke, får dermed svært ved at genvinde sit VM-guld fra for to år siden. Danskerens bedste spring i karrieren er nemlig hele 27 centimeter kortere end Schäfers mirakelspring.

- Der er et stykke op til Schäfer. Men jeg har altid sagt, at jeg har villet være den første over 7 meter, og hvis det skal ske, skal jeg til at tage mig sammen. Men jeg skal i hvert fald levere mit 'a-game', hvis jeg skal forsvare mit verdensmesterskab, siger den 26-årige dansker.

Daniel Wagner er dog yderligere udfordret af at være ramt af en alvorlig skade i akillessenen. Skaden har ødelagt det meste af hans sæson, og han vendte først tilbage i konkurrence i august. Han vurderer alligevel, at han er i sit livs bedste form i længdespring.

- Det er fedt, at jeg er på så højt niveau i længdespring, til trods for at min sæson har været så plaget af skader, men det er også nødvendigt, hvis jeg vil vinde medaljer, fordi konkurrencen er blevet så hård.

Usikkert om han stiller op

Men hvor besynderligt det end kan lyde, at Wagner kan være i fænomenal form i længdespring, forholder det sig helt anderledes i den anden disciplin, han normalt excellerer i.

Wagner løber nemlig normalt også 100 meter sprint. Og hans ambition er da også at stille op i netop den disciplin ved VM, men reelt set er der en risiko for, at han udelukkende deltager i længdespringskonkurrencen.

Herover kan du se Daniel Wagners guldspring ved VM i 2017.

Skaden i akillessenen har nemlig påvirket træningen på 100 meteren så meget, at han er usikker på, om han overhovedet kan gennemføre en sprint på det niveau, der kræves. Han har i sin træning forud for VM nemlig ikke kunnet løbe med fuld styrke i mere end 70 meter, før han har mærket til skaden.

Håber på medalje

VM i para-atletik foregår i Dubai i De Forenede Arabiske Emirater. Mesterskaberne begyndte i dag og varer frem til 15. november. (Foto: Ali haider © Scanpix)

- På 100 meteren ved vi ikke, om jeg stiller op endnu. Men hvis jeg gør, så er mine forventninger at komme i finalen. Jeg håber på en medalje, men så skal jeg være lidt heldig på grund af den skade, der har plaget mig hele sæsonen, siger Wagner.

Daniel Wagner er første gang i konkurrence ved VM søndag den 10. november, når det gælder længdespring. Herefter har han tre dage til at vurdere, om han også kan stille op på sprinten, før 100 meter-konkurrencerne i T63-klassen afvikles. Ved VM for to år siden vandt Wagner sølv i sprintdisciplinen.

Udover Daniel Wagner har Danmark ni deltagere med ved VM i Dubai.

DR3 sender live fra VM klokken 15.00 både lørdag og søndag.