Medie: Kæmpe russisk dopingfest under vinter-OL i Sochi

Direktøren for det russiske antidoping-program, Grigory Rodchenkov, bekræfter over for New York Times, at mindst 15 russiske atleter havde taget doping i Sochi i 2014.

Billedet viser porten til et russiske WADA-kontor. (Foto: Sergei Karpukhin © Scanpix)

Mindst 15 russiske medaljevindere ved det seneste vinter-OL i Sochi var en del af et omhyggeligt statsfinansieret doping-program, som har været planlagt i årevis.

Det fortæller den tidligere direktør for det russiske anti-doping-program, Grigory Rodchenkov, til New York Times.

- Vi havde alt udstyret, erfaringen, viden og var perfekt forberedte til legene i Sochi. Det var som at arbejde med et schweizisk ur, siger Rodchenkov til New York Times.

Den russiske direktør fremlagde beviser i form af emails og et regneark med atleternes navne, som han hævder, at han havde modtaget af det russiske idrætsforbund.

Rodchenkov, som havde ansvaret for det laboratorium, der testede tusindvis af dopingprøver under legene, fortæller, at han udviklede en cocktail bestående af tre forskellige ulovlige substanser, som han blandede sammen med alkohol og gav til de mange russiske atleter, deriblandt 14 medlemmer af det russiske langrendshold, samt to erfarne bobslædekørere.

Byttede flasker ud om natten

Midt om natten stod hans medarbejdere sammen med medlemmer af den russiske efterretningstjeneste og skiftede de ulovlige urinprøver ud med friske og rene prøver, som var blevet indsamlet i månederne op til legene.

- Hver nat arbejdede de i flere timer i et lusket laboratorium med en enkelt lampe, mens de lagde de rene prøver ind i et hul i væggen, så de var klar til at blive udskiftet den næste dag, siger Rodchenkov, der vurderer, at russerne nåede at skifte omkring 100 urinprøver ud med rene prøver.

Ingen af atleterne blev opdaget, og Rusland endte som den nation, som vandt flest medaljer under legene, flere end rivalen USA.

Efter legene i Sochi blev Rodchenkov æret med en prestigefuld titel af præsident Vladimir Putin. Alt var godt, men for seks måneder siden ændrede det hele sig.

Det internationale antidoping-agentur, WADA, udgav en rapport, hvori Rodchenkov blev udnævnt til at være hovedmanden bag, hvad rapporten kalder for, ’et omfattende statssponsoreret doping-program’.

Efter rapportens offentliggørelse pressede de russiske myndigheder Rodchenkov til at gå af. I stedet flygtede han til USA.

New York Times har forgæves forsøgt at få en kommentar fra de russiske myndigheder, men sportsminister Vitaly Mutko hævder i en pressemeddelelse, at 'det her er et informationsangreb på sporten i Rusland'.