For Mette Stisen og Lotte Navndrup Vahlkvist blev weekenden helt speciel.
Ved EM i fodboldgolf i Tjekkiet var den danske double nemlig helt suveræn, og efter to runder golf kunne de træde øverst på skamlen og kalde sig europamestre for første gang.
- Det har været en stor oplevelse, også fordi det er vores første titel. Der var mange deltagere, så det har været en fantastisk weekend og meget stort for os, siger Mette Stisen, der har en noget usædvanlig historie.
Mette Stisens vej til toppen af europæisk fodboldgolf begyndte for 11 år siden.
- Det startede til en firmafest, hvor vi skulle spille fodboldgolf. Det gik egentlig meget godt, og samme år var der VM, så mine kollegaer foreslog, jeg skulle spille med. Det gjorde jeg så, siger Mette Stisen.
- Så min første turnering var faktisk VM i Varde i 2012.
Sidenhen er Mette Stisen blevet danmarksmester seks gange, mens skuffen med medaljer fra EM og VM efterhånden også er godt fyldt op.
Men det er ikke kun kun fodboldgolf, medaljesamlingen stammer fra.
Den 48-årige nordjyde er nemlig tidligere professionel håndboldspiller og var faktisk en del af det ikoniske Viborg HK-hold, der dominerede op gennem 90'erne.
Skulle bare spille divisionsbold
Mette Stisen blev i 1994 hentet til Viborg HK, hvor hun blot var tiltænkt en rolle på andetholdet, som på daværende tidspunkt lå i 3. division.
Men skader på målvogterposten på førsteholdet gjorde, at hun lige pludselig kunne finde sig selv blandt alle de stjerner, hun var vant til at se på tv.
- Lige pludselig hev de mig op, og så skulle jeg supplere Susanne Munk Lauritsen (nu Susanne Munk Wilbek, red.) i målet. Det var en helt utrolig oplevelse. Jeg spillede sammen med alle mine forbilleder og dem, jeg altid havde drømt om at spille sammen med.
I fire år agerede Mette Stisen brandslukker for førsteholdet, hvilket, foruden en backup-rolle for én af verdens bedste målvogtere, kastede fire mesterskaber og to pokaltitler af sig.
Kometkarrieren kulminerede i Stisens sidste sæson for det legendariske Viborg-hold, der foruden Susanne Munk Lauritsen talte navne som Heidi Astrup, Anne Dorthe Tanderup og Janne Kolling, da hun var med til at spille holdet i Champions League-finalen efter samlet sejr over Ferencvaros.
Det var første gang siden 1966, et dansk hold kvalificerede sig til en Champions League-finale.
Kort tid efter kunne Stisen så hænge en sølvmedalje om halsen efter nederlag i finalen til Mar Valencia.
- Det var en dejlig tid, hvor jeg kom rundt omkring i Europa, og jeg har generelt fået mange store oplevelser i Viborg. DM-guldet var også fedt at vinde, så jeg har nogle skønne minder, siger Mette Stisen.
Et år efter Champions League-finalen tog Mette Stisen turen vestpå til Esbjerg, der på daværende tidspunkt spillede i den næstbedste række.
- Her var jeg med til at rykke klubben op i den bedste række for første gang i historien. Så jeg var med til at skrive historie i Team Esbjerg, og siden er det jo bare gået én vej for dem, og det var også en stor oplevelse.
I 2005 valgte Mette Stisen så at indstille sin karriere, og syv år senere kastede hun så kærligheden over fodboldgolf.
Danmark er en del af verdenstoppen
Ved EM i Tjekkiet lykkedes det Danmark at hjemtage hele fem medaljer. Foruden guldet til Mette Stisen og makkeren Lotte Navndrup Vahlkvist kunne den danske delegation fylde taskerne med yderligere to guldmedaljer, samt en af sølv og en af bronze.
Den flotte præstation er ikke et enkeltstående tilfælde. Danmark er blandt de førende nationer inden for fodboldgolf.
- Især på herresiden har Danmark været i verdenstoppen i lang tid. På damesiden er vi begyndt at komme godt med, så vi er generelt en stærk nation inden for fodboldgolf, siger Mette Stisen.
- Vi er én stor familie, der har det sjovt sammen, når vi er afsted. Så det er en fantastisk sport, og så er det ikke bare en ting, man laver til en polterabend, det er faktisk en seriøs sport, hvor vi kommer rundt omkring i verden for at konkurrere.
Næste store opgave er dog på mere velkendte græsarealer.
Til august er der nemlig VM, og det bliver spillet i Skejby nord for Aarhus.
- Det bliver fedt, og det helt klare mål er at vinde. Nu har jeg fået EM-guldet, så nu mangler jeg bare lige en VM-guldmedalje til samlingen, siger Mette Stisen.
VM i fodboldgolf spilles i perioden 17. - 20. august.