Michael Maze vinder første VM-kamp i ti år: ’Skønt at være tilbage’

Michael Maze kom sikkert fra land, da han søndag spillede den første VM-kamp i ti år.

Michael Maze har tidligere været en del af verdenstoppen. (Foto: claus fisker © Scanpix)

Det var ikke umiddelbart til at se, at Michael Maze ikke havde spillet en VM-kamp i ti år, da det rutinerede bordtenniskoryfæ søndag spillede den første kamp ved verdensmesterskaberne.

11-3, 11-6, 11-7 og 14-12 stod der på resultattavlen, da Maze kunne knytte næven og fejre, at han havde slået den norske modstander Adrian Wetzel.

- Det er de store kampe og de store turneringer, jeg lever for. Så det var skønt at være tilbage, siger Michael Maze til DR Sporten.

På trods af den komfortable sejr, så kunne Maze godt have ønsket sig, at kampen mod verdens nummer 1096 havde været hurtigere overstået.

For han føler selv, at han er et stykke fra topformen.

- Det var fint at få spillet, og jeg ramte boldene meget godt, men der er stadig mange ting, jeg stadig skal arbejde med. Lige nu er det vigtigste, at jeg får spillet nogle kampe og får noget kamptræning, siger han.

Langt fra toppen

Michael Maze har tidligere været helt oppe som nummer otte på verdensranglisten i single, mens han også har en bronzemedalje fra både EM, OL og VM til at hænge ved siden af en guldmedalje fra EM i 2009 i medaljeskabet.

Men han indrømmer gerne, at han i øjeblikket er langt fra den form, der førte ham til tops ved europamesterskabet for ti år siden.

- Der er langt. Der er rigtig meget arbejde forude, hvis det skal kunne lade sig gøre, at jeg når derop igen. Og så har jeg lige et knæ, der skal have det lidt bedre, end det har haft de seneste måneder, siger han.

Derfor forsøger Michael Maze i første omgang at nyde, at han igen er tilbage på den største bordtennisscene af dem alle.

Michael Maze stoppede karrieren tilbage i 2016, men sidste år fandt han bordtennisbattet frem igen. (Foto: Emil Hougaard © Scanpix)

Søndag gælder det den anden kamp ved VM, når Maze spiller kvalifikationskamp nummer to forud for hovedturneringen.

Her er modstanderen serbiske Aleksandar Karakasevic, der er nummer 144 på verdensranglisten.

- Jeg har savnet at stå i de her kampe, men med det niveau jeg har i øjeblikket, så bliver det en stor mundfuld. Alligevel glæder jeg mig til at blive testet af, lyder det fra en forventningsfuld Maze.

Kampen mellem Michael Maze og Aleksandar Karakasevic er programsat til klokken 12.45 mandag.

Facebook
Twitter