Moderne femkamp var i heste-shitstorm under OL: Nu droppes ridning som disciplin

Det internationale forbund for moderne femkamp undersøger nu, hvilken disciplin der skal afløse ridning.

Annika Schleu og hesten Saint Boy havde bestemt ikke kemi under OL. (Foto: IVAN ALVARADO © Ritzau Scanpix)

Billederne gik verden rundt under sommerens OL i Tokyo, da den tyske femkæmper Annika Schleus sad grædende på en hest under springkonkurrencen.

Hesten ville ikke det samme som Schleu, og det fik den tyske rytter til at bruge sin pisk for herefter at miste kontrollen fuldstændig over hesten.

Annika Schleu fik siden fået massiv kritik for sin brug af pisken i konkurrencen.

Men i fremtiden bliver der slet ikke brug for pisk i moderne femkamp. For på et møde i det internationale forbund for moderne femkamp, UIMP, blev det torsdag besluttet, at ridning bliver droppet som disciplin. Det oplyser forbundet i en pressemeddelelse.

En af de ting som har været heftigt kritiseret ved moderne femkamp er, at atleterne under ridekonkurrencen får tildelt en tilfældig hest kort inden konkurrencen. Det internationale forbund afviste dengang, at netop den regel ville blive ændret.

- Uforudsigeligheden er en del sporten, og det er med til at gøre den unikt, lød det fra forbundet, der i samme ombæring rettede opmærksomheden på, at der alligevel ville ske noget med ridningen.

- Ændringer i ridning har allerede været på vej. Det er meningen, at de skal træde i kraft i 2022, så alle kan nå at vænne sig til det før OL i Paris i 2024, skrev forbundet.

Men man har et standpunkt, til man tager et nyt. Også i det internationale forbund for moderne femkamp.

- Det er ikke længe siden, vi forpligtede os til at gennemgå og beskytte ridedisciplinen i kølvandet på OL i Tokyo 2020. Men livet inden for den olympiske bevægelse ændrer sig hurtigt, lyder det nu fra forbundet til mediet Inside the Games.

- Mens vores sport er bekræftet for Paris 2024 med vores spændende nye format på plads (inklusive ridning, red), er Los Angeles 2028 en anden sag, og vi skal være fleksible og omfavne forandring igen.

Annika Schleu lå klart nummer et i moderne femkamp før ridedisciplinen, men sluttede som nummer 31. (Foto: Carlos Barria © Ritzau Scanpix)

Hvis ikke ridning, hvad så?

Moderne Femkamp har været på det olympiske program siden OL i Stockholm 1912, og manden bag de moderne olympiske lege, Pierre de Coubertin, er ligeledes manden bag moderne femkamp.

Og selvom der er blevet foretaget justeringer af de enkelte discipliner, så har det siden 1912 altid været en kombination af fægtning, svømning, løb, skydning og ridning.

Senest, der blev foretaget en ændring, var da skydning og løb blev ændret til det nuværende Laser Run, hvor atleterne løber og skyder i samme dicsiplin.

Men hvad skal ind, når ridningen skal ud?

Ifølge det internationale forbund, er der en lang række krav til en ny disciplin. Det skal blandt andet leve op til Pierre de Coubertins krav om at finde den mest komplette atlet, ligesom den nye disciplin skal være attraktiv for ungdommen samt ikke må skabe logistiske udfordringer.

I de kommende uger vil det blive meldt ud, hvornår og hvordan processen med at finde den nye disciplin vil foregå.

Ridning vil forblive på det moderne femkampprogram til de Olympiske Lege i Paris 2024 sammen med svømning, fægtning og laserløbet. Sidstnævnte er en kombination af skydning og løb.

FacebookTwitter