Nordmand svæver ud af 2017 med maner

Johann Andre Forfang var suveræn i kvalifikationen til nytårsskihoppet.

Norske Johann Andre Forfang var bedst af alle i dag. (Foto: MICHAEL DALDER © Scanpix)

Norsk skihop sagde et forrygende farvel til 2017, da der på årets sidste dag blev hoppet kvalifikation til nytårsdags traditionsrige skihopkonkurrence i Garmisch-Partenkirchen.

Suverænt bedste hopper i kvalifikationen var nemlig Johann Andre Forfang, som med et hop på 140,5 meter var klart længst ude af alle – faktisk var hoppet kun tre meter fra den otte år gamle bakkerekord i Garmisch-Partenkirchen.

Resultatet betyder, at den 22-årige nordmand starter sidst i morgendagens konkurrence, hvor han skal i knock out-duel mod nummer 50 i kvalifikationen, franskmanden Jonathan Learoyd.

Johann Andre Forfangs hop var fem meter længere end dagens toer, Dawid Kubacki fra Polen. Vinderen af den første afdeling af firebakketurneringen, Kamil Stoch, ligeledes fra Polen, måtte nøjes med sjettepladsen.

De 11.000 nytårsglade tilskuere i Garmisch-Partenkirchen kunne glæde sig over en fin tysk kvalifikation, hvor ni af de ti tyske deltagere gik videre til morgendagens konkurrence – bedst var Richard Freitag på fjerdepladsen.

Farvel til legender Mens 50 hoppere er klar til at dyste nytårsdag, så betød kvalifikationen et farvel til to store skihoplegender, som ikke formåede at komme videre. Indehaveren af den førnævnte bakkerekord i Garmisch-Partenkirchen, schweizeren Simon Ammann, blev nummer 51 og manglede 0,2 point for at kvalificere sig.

Og feltets ældste, Noriaki Kasai, sluttede som nummer 58 og var et godt stykke fra videre deltagelse. Dermed går den 45-årige japaner glip af et bemærkelsesværdigt jubilæum. Han vandt nemlig nytårsskihoppet i Garmisch-Partenkirchen for 25 år siden – den 1. januar 1993.

Husk at vi viser nytårsskihoppet direkte på DR1 nytårsdag kl. 13.50