Norsk skakgeni kan bryde magisk grænse til VM

Norske Magnus Carlsen kan blive den første skakspiller i historien til at runde 3000 point på verdensranglisten.

Carlsen fik sølv ved det seneste VM i lynskak. (Foto: VINCENT WEST © Scanpix)

Der er Magnus Carlsen. Og så er der alle de andre.

Det norske skakfænomen har længe været i en klasse helt for sig selv i lynskak, og nu har den 27-årige nordmand mulighed for at sætte endnu en imponerende rekord.

Med gode resultater ved VM i hurtigskak og lynskak, der afholdes i Saudi Arabien, kan han nemlig blive den første skakspiller i historien, der når over den magiske grænse på 3000 point på verdensranglisten.

- Der er en chance for, at jeg kan nå over de 3000 point. Det er meget spændende, men det kræver også, at jeg spiller en turnering, der er tæt på perfekt, siger Carlsen selv til den norske avis VG.

Også den danske stormester Sune Berg Hansen tror på, at det kan lade sig gøre for Carlsen at bryde den mur, som ingen anden skakspiller i historien har formået.

- De andre kan slet ikke følge med ham. I virkeligheden virker det til, at han sidder i en Ferrari, mens de andre spillere sidder i en Polo, lyder det fra Sune Berg Hansen.

Fører suverænt på verdensranglisten

Allerede inden turnerings start i Saudi Arabien er Magnus Carlsen øverst på verdensranglisten.

Her står han noteret for 2908 verdensranglistepoint i lynskak.

Men herfra er det sværere at regne ud, hvor tæt Carlsen er på den magiske grænse, fortæller Sune Berg Hansen.

- Hvis han spiller, som han plejer, så burde han nå over 3000 point. Skaksystemet hænger sådan sammen, at du har en forventet score, når du møder en anden spiller. Magnus Carlsen vil typisk have en forventet score på omkring 0,7 point, når han møder de øvrige spillere. Vinder han et parti, får han derfor +0,3 point til verdensranglisten, mens et remis vil give ham -0,2 point.

Før VM har Magnus Carlsen hele 172 point ned til nummer to på verdensranglisten, Fabiano Caruana.

Samtidig har Carlsen allerede rekorden for den højeste score nogensinde på listen.

Derfor mener Sune Berg Hansen, at konklusionen om Carlsen er lige til.

- Han er allerede den bedste skakspiller nogensinde, slår han fast.

Nu er spørgsmålet så blot, om det norske skakfænomen nok engang kan sætte de øvrige spillere mat og springe over de historiske 3000 point på verdensranglisten.

VM i lynskak og hurtigskak foregår i Saudi Arabien fra den 26. til 30. december.