Norsk triumf i dramatisk jagtstart

Skiskytten Johannes Bø sejrede med mindst mulige margin.

Der var drama til sidste meter, da mændenes jagtstart blev løbet ved årets første World Cup-afdeling i skiskydning.

På selve målstregen var nordmanden Johannes Bø lige nøjagtig en tåspids foran franskmanden Quentin Fillon Maillet, som måtte se sig slået med en tiendedel af et sekund efter 12,5 kilometers skiløb og tyve skud.

Tredjepladsen gik til russeren Alexander Loginov, som ellers angreb for sejren med få hundrede meter til mål, men fik sat staven mellem sine egne ben og styrtede. Dermed forsvandt hans vinderchance.

Længe så det ellers ud til, at Johannes Bø ville tage en suveræn sejr, idet hans forspring undervejs var oppe omkring 50 sekunder. Men to forbiere på den sidste skydning åbnede løbet totalt, og det hele endte altså i rent drama, som det kan ses i videoen ovenfor.

Med sejren udbyggede Johannes Bø sin føring i den samlede World Cup. De sidste syv års samlede vinder, Martin Fourcade, havde endnu en offday på løjperne i Slovenien. Franskmanden opgav at fuldføre løbet, efter han på fjerde skydning havde to forbiere og i alt var oppe på fire strafrunder.

Kvindernes jagtstart blev ikke nær så dramatisk som mændenes. Kaisa Mäkäräinen førte fra start til mål og imponerede med tyve fuldtræffere. I mål var finnen hele 41 sekunder hurtigere end Dorothea Wierer. Hun begyndte jagtstarten som nummer to og ramte også plet på alle sine skud.

Italieneren kunne dog slet ikke følge med Mäkäräinen på skiene og var aldrig rigtig tæt på sejren. Andenpladsen var dog nok for Wierer til at forsvare føringen i den samlede World Cup, hvor Mäkäräinen nu er nummer to.

Skiskydningssæsonen fortsætter fra på torsdag med World Cup-afdelingen i Østrig. Den kan du følge direkte på DR1.

Facebook
Twitter