Norske atleter har betalt en høj pris: Nu er forbuddet mod simuleret højdetræning fortid

I weekend blev det bestemt, at det særnorske forbud mod højdehuse og højdetelte skal ophæves. Men hvorfor har det nogensinde været forbudt?

Ingebrigtsen-brødrene og deres far, Gjert Ingebrigtsen, er nogle af dem, der har været utilfredse med det særnorske forbud mod simuleret højdetræning. (Foto: © Lucy Nicholson, Ritzau Scanpix)

Forestil dig, at du skal finde et bjerg at træne din kondition på, mens dine konkurenter kan sætte sig ind i et telt i deres eget hjem for at opnå samme effekt.

Det har været realiteten for alle norske atleter i 18 år.

Reglerne skal være lige for alle

I Norge har simuleret højdetræning altså ikke været tilladt siden forbuddet trådte i kraft i 2003. Blandt de mere prominente forkæmpere for en ophævelse af forbuddet er Gjert Ingebrigtsen, der er far og træner for de tre Ingebrigtsen-brødre Jakob, Filip og Henrik, der alle er med i verdenstoppen i mellemdistanceløb. Han har længe været utilfreds med, at hans sønner skulle konkurrere på ulige vilkår.

- Vi er interesserede i at der er regler, der er lige for alle. Vi kan ikke have særlige regler for hvert enkelt land i verden. Så længe vi har internationale organer, der styrer, hvilke regler der gælder, synes jeg det er retfærdigt, har Ingebrigtsen tidligere sagt til NRK.

Og Ingebrigtsen og co. har nu fået deres vilje. For i det, det norske medie kalder Norges ’favorit-skænderi’, blev der i weekenden sat et foreløbigt punktum, da et stort flertal stemte for, at det særnorske forbud mod simuleret højdetræning skal ophæves. Træningsformen anvendes foruden af løbere også af langrendsløbere og cykelryttere. Forsøg viser nemlig, at det kan forbedre deres udholdenhed – uden at skulle finde en bjergtop at bestige for at opnå samme effekt.

En spændende etisk diskussion

Begrundelsen for forbuddet var, at det norske idrætsforbund – modsat det internationale antidopingagentur (WADA) og Anti Doping Danmark (ADD) - mente, at det var en etisk gråzone i forhold til dopingreglerne. Det er en meget interessant diskussion, mener Verner Møller, der er professor i idræt og kropskultur på institut for folkesundhed på Aarhus Universitet. Han har dog mange argumenter for, at simuleret højdetræning ikke er mere uetisk end så meget andet i elitesport.

Se i videoen nedenfor, hvordan cykelrytter Michael Valgren bruger et højdetelt.

- Man gør det at vinde eksempelvis skikonkurrencerne. Og hvis man synes, at det er uetisk, fordi det er kunstigt, hvad så når vi bruger formuer på at udvikle vores ski og vores smøring under skiene. Er det ikke også snyd? Skal vi ikke gå rundt på nogle træplanker i stedet, som vi gjorde, før vi fik carbon-ski?, spørger han retorisk.

Også direktøren for Anti Doping Danmark (ADD), Michael Ask, har svært ved at se det problematiske i den ’kunstige’ højdetræning.

- Personligt er jeg af den holdning, at højdetræning er noget, der eksisterer naturligt. Der er bjerge rundt om i verden, så det giver ikke mening at forbyde noget, man naturligt kan gøre alligevel, siger han til DR Sporten.

I følge WADAs doping-kriterier mener det internationale forbund heller ikke, at denne form for højdetræning opfylder mindst to ud af de tre kriterier der skal til, for at det kan kategoriseres som ulovlig doping. Det var dog til diskussion i 2007, men man valgte at stemme imod et forbud.

Verner Møller fremhæver også, at nye former for træning er en helt naturlig del af den teknologiske udvikling, ligesom vi udvikler vores udstyr:

- Fra at vi kørte på væltepeteren med det store hjul forrest og det lille hjul bagved og havde meget vanskeligt med at få fart på har vi i dag fået kædetræk, gear, carbon og aerodynamik, så man kan tonse afsted. Set i det lys virker det helt barokt, at man ikke må forberede sig med simuleret højdetræning, siger han og tilføjer, hvorfor nogen alligevel kan være imod denne udvikling:

- Det er overmenneskerne, vi vil fejre i sportens verden. Derfor mener nogen, at man ikke skal prøve at bruge moderniteten til at blive bedre, end man egentlig er.

Et udvalg skal nu finde ud af, hvordan reglerne for at benytte metoden skal se ud. Norske udøvere må dog først tage teknologien i brug til oktober, når retningslinjerne for anvendelsen er vedtaget i idrætstinget.