Norths nye FIFA-stjerne er en kommerciel gulddreng

FC København kaster sig gennem esport-organisationen North ind i FIFA. En naturlig udvikling, siger ekspert.

FIFA-spilleren August 'Agge' Rosenmeier skal i fremtiden repræsentere North, der er ejet af FC København og Nordisk Film.

Der er penge i legen med den lille runde. Også selv om legen foregår digitalt.

For danske August 'Agge' Rosenmeier har dagligdagen med et joystik i hånden været en levevej i flere år. Som en af verdens bedste FIFA-spillere har han tidligere repræsenteret storklubben Paris Saint-Germain, og nu vender han så snuden hjem for at være ansigtet udadtil for en dansk esports-organisation med rødder i den traditionelle sport.

Jeg tror, at om 20 år, så er esport interessemæssigt helt på højde med konventionel sport – også fodbold.

Christian Sørensen, CEO North

FC København og Nordisk Film etablerede nemlig i januar 2017 North, der sprang ind på esports-scenen med et Counter-Strike hold. Nu udvider de så butikken til også at omfatte spillet FIFA, hvor August 'Agge' Rosenmeier altså skal være hovedfigur, og det er en klog beslutning, siger Rasmus Storm fra Idrættens Analyseinstitut.

- Esport som en tilskuersport boomer helt vildt. Vi ser en stigende interesse, og esport konkurrerer allerede med de eksisterende, professionaliserede sportsgrene.

- Amerikanske studier tyder på, at det segment, som vokser op med esport, også er mere interesserede i at se esport end traditionel tilskuersport. Derfor er det fornuftigt for andre organisationer at gå ind i det, fordi det kan blive en konkurrence på længere sigt, siger Rasmus Storm.

FIFA den logiske vej at gå

At North og FC København kaster sig over FIFA ved at hente August 'Agge' Rosenmeier, er der ikke noget odiøst i, vurderer Rasmus Storm. Det handler om at komme med på vognen, og her kan en profil fra den absolutte verdenstop hjælpe gevaldigt.

22-årige 'Agge' har eksempelvis hele 70.000 abonnenter på sin YouTube-profil - næsten dobbelt så mange som FC København, og næsten ti gange så mange som North.

- Det er naturligt, at FC København, gennem North, vælger at satse på FIFA, da det læner sig op ad deres eget kerneområde - fodbold.

- Professionelle sportsklubber er en del af underholdningsindustrien, så de er nødt til at tage bestik af de tendenser, der er. Derfor kigger de på, hvad der interesserer det her segment, og hvordan det kan bidrage til deres samlede brand, siger Rasmus Storm.

Stor kommerciel betydning

Netop det med at øge brandværdien for North er dét, som August 'Agge' Rosenmeier har fået en to-årig kontrakt til at gøre.

På daglig basis skal han fra sit 'kontor' i Parken træne og spille kampe, mens han streamer til sin følgerskare fra hele verden.

Jeg er helt overbevist om, at traditionelle tilskuersportsgrene vil få kamp til stregen i fremtiden.

Rasmus Storm, Idrættens Analyseinstitut

På ledelsesgangen er det da også en kombination af 'Agges' ambitioner og evne til at indfange målgruppen, der har gjort samarbejdet interessant, fortæller CEO i North, Christian Sørensen.

- August er en af de absolut største profiler på scenen, og vi mente, at timingen var rigtig for at blive en mulitigaming-organisation.

- Han er et stort brand i sig selv, hvilket betyder meget for os kommercielt. Han forstår, hvad det vil sige at være en superstjerne, og samtidig appellerer han bredt. Alle ved, hvad FIFA er, og derfor er det mere tilgængeligt end eksempelvis Counter-Strike, og de aspekter vil vi gerne udnytte, siger Christian Sørensen.

Går kun én vej

Onsdag udkommer den nyeste version af spillet, FIFA 19, og det vil, vanen tro, få pengemaskinen til at rulle igen.

FIFA 18 blev en milepæl for EA Sports, der udvikler spillet. Spillet har solgt over 24 millioner eksemplarer til diverse platforme siden udgivelsen for et år siden, og spillets popularitet har også sendt præmiepengene i de store turneringer på raketfart.

Eksempelvis har FIFA eWorld Cup, også kaldet VM, eksisteret siden 2004, men det var først for to år siden, at der for alvor kom gang i sagerne.

I 2016 vandt danske Mohamad Al-Bacha turneringen, hvilket kastede 20.000 dollars af sig.

Samme Al-Bacha kan så ærgre sig over, at det ikke var ved VM i O2 Arena i London for halvanden måned siden, at han kunne lade sig kåre som vinder.

I 2018 var pengepræmien til vinderen nemlig steget til hele 250.000 dollars - altså 12,5 gange så meget.

Den eksplosive udvikling i pengepræmier er dog en naturlig udvikling i esport-industrien, og det er også derfor, at vi kommer til at se meget mere esport i fremtiden, vurderer Rasmus Storm fra Idrættens Analyseinstitut.

- Jeg er sikker på, at det vil være en støt voksende trend. Der er meget store, kommercielle interesser forbundet med esport. I Danmark og internationalt vil det bide sig fast og udvikle sig, og jeg er helt overbevist om, at traditionelle tilskuersportsgrene vil få kamp til stregen i fremtiden.

En vurdering, som Christian Sørensen, CEO i North, nikker genkendende til.

- Det er svært at sige, hvor vi ender med esport, men vi har slet ikke set toppen endnu. Det er en umoden industri, som har fået tilført en masse finanser og rider afsted. Men hvis man ser udviklingen de seneste tre til fem år, så er det en voldsom udvikling.

- Jeg tror, at om 20 år er esport interessemæssigt helt på højde med konventionel sport – også fodbold. Esport går ikke væk, og jeg kan sagtens se, at man i fremtiden kan fylde arenaer som Telia Parken, siger Christian Sørensen.