'Nu skal jeg til Tokyo': Aastrand vinder VM-bronze og sikrer OL-kvalifikation

Kajakroeren Emma Aastrand Jørgensen tog lørdag VM-bronze i 200 meter enerkajak i ungarske Szeged.

Emma Aastrand vandt lørdag VM-bronze i 200 meter enerkajak. Præstationen betyder samtidig, at Danmark er kvalificeret til OL i disciplinen. (Foto: VASILY FEDOSENKO © Scanpix)

Den danske kajakroer Emma Aastrand Jørgensen fuldendte lørdag et hattrick af VM-medaljer i 200 meter enerkajak.

Men hvor det ved de seneste to verdensmesterskaber er blevet til sølv, endte finalen lørdag i ungarske Szeged med en delt tredjeplads og bronze for danskeren.

Spanske Teresa Portela kom over stregen i nøjagtig samme tid som Emma Aastrand Jørgensen og får dermed også en bronzemedalje.

Resultatet udløser en dansk billet til næste års OL i Tokyo i disciplinen. Det er den første OL-billet, danskerne indtil videre har indkasseret ved VM.

- Nu skal jeg til Tokyo. Det er vildt fedt, og medaljen viser også, at jeg stadig er med i toppen. Det er et godt skulderklap og boost, som viser, at den hårde træninger giver pote, siger Emma Aastrand Jørgensen til DR Sporten.

Følte sig med hele vejen

Finalen blev vundet i suveræn stil af newzealandske Lisa Carrington, der var urørlig. Det er syvende VM i træk, at Carrington tager guld i 200 meter enerkajak.

Kampen om de sekundære placeringer var anderledes tæt. Det var således nødvendigt efterfølgende at konsultere målfotos for at afgøre, at polske Marta Walczykiewicz blev nummer to, en hundrededel foran Emma Aastrand Jørgensen og Teresa Portela.

- Det var ikke det bedste løb, jeg har præsteret. Jeg følte, at jeg var med hele vejen, men til sidst ramte syren mig meget. Jeg havde svært ved at holde pagajen ordentligt, og det hele blev lidt stift. Og da jeg kom i mål, var jeg i tvivl om, hvilken placering jeg fik, fordi det var så tæt, siger Emma Aastrand.

Senere på formiddagen var Bolette Nygang Iversen i aktion i finalen i 1000 enerkajak. Iversen kom godt fra land og var nummer tre ved første deltid, men faldt tilbage og sluttede som nummer otte ud af ni.

Endnu en finale til Aastrand

Da Emma Aastrand Jørgensen senere på lørdagen satte sig til rette med pagajen i semifinalen i 500 meter enerkajak, fortsatte danskeren med at imponere. Selvom hun blot få timer forinden havde roet en VM-bronzemedalje hjem, kom Aastrand i mål som nummer tre i sit heat - tre hundrededele efter Manon Hostens fra Frankrig på andenpladsen og et lille sekund efter serbiske Milica Starovic.

Dermed kvalificerede Emma Aastrand sig til endnu en finale ved verdensmesterskabet.

Jørgensen var ude i endnu en semifinale senere lørdag, da hun sammen med de øvrige roere i firerkajakken over 500 meter blev nummer syv og dermed måtte tage til takke med en plads i B-finalen.

Toerkajak manglede marginaler

Lørdag eftermiddag var René Holten Poulsen og Morten Graversen i VM-semifinalen over 1.000 meter toerkajak. Her var marginalerne ikke på danskernes side. Sølle fem hunderendedele skilte danskerne fra at komme i søndagens VM-finale.

Dermed har Holten Poulsen og Graversen ikke længere mulighed for at kvalificere sig direkte til OL ved VM, men for både enerkajakken og toerkajakken er der en ekstra chance ved forårets europæiske og globale kvalifikation i Duisburg.

/ritzau/

Facebook
Twitter