Nye tal: Det grå guld griber battet

Nye tal fra DGI viser, at medlemstallene blandt ældre er steget markant i de danske bordtennisforeninger i 2017.

Der bliver slået mange bolde over nettet blandt de ældre i disse tider.

Hver onsdag mødes Preben Jacobsen og Gustav Andersen på 67 og 69 år i et nedlagt værksted på Djursland, hvor de spiller bordtennis i Auning IF.

Doublemakkerne har spillet sammen siden 80’erne, men nu oplever de, at flere af deres jævnaldrende også er begyndt at vise interesse for sporten.

Og det er noget, der passer det gamle makkerpar ganske godt.

- Det er jo fantastisk, fortæller Preben Jacobsen og bliver suppleret af Gustav Andersen:

- Man får et godt kammeratskab, og det er jo det grundlæggende. Hvis man ikke har det godt med dem man er sammen med, så finder man jo på noget andet.

De ældre elsker bordtennis

DGI’s medlemstal for de danske idrætsforeninger for 2017 blev offentliggjort i dag, mandag, og de viser en stor stigning blandt medlemmerne i bordtennisforeningerne. Det er især seniorer over 60 år, der har taget sporten til sig.

Fra 2016 til 2017 er antallet af medlemmer over 60 år steget fra 1.161 til 1.567, hvilket svarer til cirka 35 procent.

Og det er ikke tilfældigt, at pensionisterne pludselig strømmer til bordtennisklubberne. DGI og Dansk Bordtennisunions initiativ Bat 60+ har til formål at få flere seniorer til at gribe battet, og kampagnen har været en stor succes, fortæller Henrik Møller, DGI’s idrætskonsulent i bordtennis.

- Bordtennis er en meget tilgængelig og skånsom sport, og så er den god for hjernen, siger han.

Han oplever, at det både er det sociale, der trækker 60+’erne ud i bordtennishallerne, men også at de får sved på panden og aktiveret hovedet.

Initiativet tager kegler

Bat 60+ er ifølge Henrik Møller direkte årsag til den store stigning blandt de ældre medlemmer, og det er Preben og Gustav enige i. Men succesen er også båret af 60+’erne selv, siger Henrik Møller.

- Det er frivilligheden og det benhårde arbejde fra seniorerne selv, der har skabt succesen, siger han og fortsætter:

- Der er jo en stor frivillighed blandt 60+’ere, og det gavner virkelig foreningerne at der kommer flere af dem ind.

Det aldrende makkerpar tror på, at det er vigtigt at holde sig i gang på trods af en fremskreden alder, og de er ikke de eneste af den opfattelse i Auning.

- De fleste af dem (60+spillerne, red.) er jo ikke nedslidte, så der er jo masser af krudt i dem. Vi har også en gammel kone på 81, der kommer og spiller – det er sgu da friskt! Jo mere man bliver ved, jo længere tid er man også mobil. Det hænger i hvert fald ofte sammen, siger Gustav Andersen.

Alder sætter ikke grænser i bordtennis

Hans Peter Hansen (tv.), Gustav Andersen (midten) og Preben Krabbe Jakobsen (th.) nyder alle godt af det nye 60+-initiativ.

Derfor har de to spillere da heller ingen intentioner om at lægge battet på hylden i nærmeste fremtid.

- Man kan jo holde kroppen og hjerne i gang på samme tid, når man spiller bordtennis. Og så kan man blive ved længe, for der er jo ingen, der siger at man absolut skal løbe rundt efter bolden. Vi bliver i hvert fald hængende så lang tid, vi kan bevæge os rundt inde ved bordet, fortæller Gustav Andersen.

Bat 60+ har siden marts 2016 været en stor succes på Sjælland, I efteråret 2017 kom turen til Østjylland, hvor projektet blev skudt i gang med en række kampagner i blandt andet lokalaviser og på Facebook.

Derudover blev der i uge 37 holdt åbent hus i 42 forskellige bordtennisforeninger i hele landet, og DGI og Dansk Bordtennis Union har allerede besluttet at gentage åbent hus-arrangementet i uge 37 i 2018.

Projektet løber dog hele året rundt, og der arrangeres løbende nye stævner og turneringer for 60+’erne.

Facebook
Twitter