OL-guldvinder vil ikke længere stille op for Rusland: ’Atleter bliver brugt til propaganda’

Aleksander Lesun, der i 2016 vandt OL-guld i moderne femkamp, vender nu Rusland ryggen – og stopper karrieren.

Aleksander Lesun kommer ikke længere til at stille op for Rusland. (Foto: EDGARD GARRIDO © Scanpix Denmark)

Listen over sportsatleter, der har udtalt sig kritisk om Ruslands invasion af Ukraine, er efterhånden lang.

Men gennemgår du listen fra top til bund, vil du have svært ved at finde en udøver med russisk pas, der ytrer sig negativt om hjemlandets krigsførelse i nabolandet.

Tennisstjernen Daniil Medvedev har godt nok udtalt, at han 'ønsker fred i verden', mens landsmanden og kollegaen Andrey Rublev efter en tenniskamp i marts skrev; 'nej tak til krig' på en kameralinse.

Men udover ønsker om fred har ingen russiske atleter turdet at kritisere det russiske regime og præsident Vladimir Putins krig i Ukraine.

Indtil nu.

Vil ikke repræsentere Rusland længere

For den firedobbelte verdensmester i femkamp og OL-guldvinder fra Rio i 2016, Aleksander Lesun, tager nu bladet fra munden.

33-årige Lesun har besluttet aldrig at stille op til nogen form for sportslig konkurrence under de russiske faner igen – og dermed gør han også en ende på sin aktive sportskarriere.

- Jeg sagde stop den 22. februar, og to dage efter begyndte det hele i Ukraine. Hvad jeg føler om det? Må jeg gerne bande? At sige at jeg er chokeret, er ikke nok. Jeg forstod hurtigt, at verdenen aldrig ville blive den samme igen, siger han i et interview med BBC.

Aleksander Lesun fortæller videre, at hans beslutning er meget impulsiv, og at han ikke har en plan B. Ifølge ham selv har han ikke fået andre tilbud, og ingen har tilbudt ham at blive fløjet ud af Rusland. Han er i stedet begyndt at arbejde i et andet job, som ikke er sportsrelateret.

Han anerkender, at det er farligt at udtale sig negativt om Ruslands invasion af Ukraine i hjemlandet, hvor Putins regime har skærpet kravene markant de seneste måneder. Derfor vælger han også sine ord med omhu i dette interview.

- Situationen i Rusland er blevet meget alvorlig. At tale om krigen er meget risikabelt og kan medføre, at man bliver smidt i fængsel. I starten ville du måske blive tilbageholdt i 15 dage, hvis du var med i offentlige 'no war'-demonstationer. Nu kan du risikere op mod 15 års fængsel, siger han.

Sportsatleter brugt til propaganda

Lesun er født i det tidligere Sovjetunionen og er vokset op i Hviderusland. Siden 2009 har han dog repræsenteret Rusland, som han haft stærke relationer til hele sit liv – især gennem sin russiske bedstemor. Men nu kan han ikke se sig selv repræsentere landet mere – og især tanken om at blive brugt i Putins propagandamaskine afskrækker ham.

- Idrætsudøvere i Rusland bliver brugt som et værktøj. Et værktøj for propaganda. Men ingen af dem tænker på, hvilken effekt deres handlinger kan have på andres liv. Ingen tænker på, at deres handlinger kan lede til, at piger, drenge, mænd, kvinder og ældre mennesker kan dø.

Lesun har blandt andet vundet en OL-guldmedalje til Rusland. (Foto: JEREMY LEE © Scanpix Denmark)

- Selvfølgelig skal hver person afgøre, hvad de synes er okay. Men det bliver nødt til at leve med deres beslutning. Mange russiske sportsudøvere ved ikke engang, hvad det er, der sker, siger Lesun, der siden 2009 har vundet intet mindre end 14 medaljer til Rusland, hvor fire af dem er af guld.

Mens Aleksandar Lesun vælger at kritisere Ruslands rolle i krigen i Ukraine, så har andre russiske sportsudøver valgt at støtte Putins regime.

Flere store sportsprofiler, deriblandt langrendsløberen Aleksandr Bolsjunov, var på scenen under Vladimir Putins propagandashow i Moskva i midten af marts, hvor mere end 100.000 tilskuere var på plads for at fejre Krim-annekteringen fra 2014.