Overlegen nordmand vinder World Cup-sprint - fransk favorit fejler fælt

Storfavoritten Martin Fourcade skuffede på dagens sprintdistance og måtte se sig slået af norske Johannes Thingnes Bø.

Norske Johannes Thingnes Bø vinder dagens World Cup med en overlegen præstation og stor fart i sporet.

Omvendt måtte den franske skiskydnings-konge, Martin Fourcade, skuffende nøjes med en 24. plads. Det er den dårligste placering i næsten tre år for franskmanden.

Dagens vinder, Johannes Bø, lå forrest ved samtlige mellemtider hele vejen i løbet. På trods af en misser på et af de stående skud, havde Johannes Bø så meget fart i benene, at selv ikke favoritterne kunne indhente ham. Derfor kunne han glide over målstregen i hurtigste tid.

Andenpladsen gik til den franske outsider Antonin Guigonnat, som dermed fik sin karrieres bedste placering.

Tredjepladsen fik russiske Alexander Loginov.

Dagens sprint handlede ikke blot om en podieplads, men de kæmpede også om at komme med til søndagens jagtstart. De 60 bedste får en startplads til jagtstarten.

Lørdag klokken 14.10 på DR1 kan du se kvindernes 10 kilometer sprint ved World Cup-afdelingen i Pokljuka, Slovenien.

Facebook
Twitter