Piger dropper oftere elitesport end drenge: 'Nu afhænger mine mål af mit hoved og ikke min krop'

Tre tidligere elitekvinder fortæller om deres vej væk fra sporten.

Caroline Wozniacki, Kasper Søndergaard og Mathias Boe er nogle af de stjerner, der i år har sagt farvel til sporten. Og mens de helt store stjerner må takke af på et tidspunkt, så siger flere unge sportstalenter også stop, før de overhovedet når at blive kendte navne.

Især piger lægger oftere sporten på hylden end drenge, og uddannelse er tit en del af grunden til stoppet.

Ifølge Stephanie Y. M. Jensen, der er projektleder på Center for Ungdomsstudier og har undersøgt piger og elitesport, vil pigerne gerne fortsætte med sport under deres uddannelse.

- Det kan være svært at forene sport på højt plan og uddannelse samtidig. De kan godt mærke, at de går glip af flere og flere ting, og så er spørgsmålet, om de er villige til at give afkald på dem, siger hun.

Her fortæller tre unge kvinder, hvorfor de sagde stop, før de overhovedet var kommet ordentligt i gang.

Målmandstalentet fik nok af hierarki og skader

Signe Brun i målet for Viborg HK. (Foto: Morten Dueholm © Scanpix)

- Det var små ting, men jeg fik en fornemmelse af, at jeg ikke følte mig lige så meget værd som de andre.

Ordene er Signe Bruns, og nogle af dem, der slog hende, da hun lagde håndbolden på hylden og smækkede haldøren efter sig som bare 20-årig. Forhåbningerne var store til det tidligere målmandstalent i Viborg HK, men elitemiljøet var hårdt, og så trak ønsket om en uddannelse i hende.

Signe Brun elskede at stå på mål. At læse modstanderen, huske skudsystemer og sætte en kontra i gang med et lækkert udkast. Det på banen, i målet, var det sjove for det tidligere målmandstalent. Men udenfor banen var der i Viborg HK, som der i de fleste sportsklubber nok er, et klart hierarki. Der var stjernerne og så var der vandbærerne. Som oftest var vandbærerne de unge spillere.

I 2016 gik det endnu mere galt. I en kamp mod Sønderjyske reddede Signe Brun en bold, der lavede et dybt sår mellem fingrene på højre hånd. Hun blev hurtigt syet på skadestuen, men allerede et par dage efter skulle hun træne med den skadede hånd. For Signe Brun følte ikke, at hun havde et valg om at gå på banen eller ej. Og der var heller ingen, som sagde fra for hende.

I samme periode begyndte Signe Brun at tænke over, at skaderne ikke var det værd. At hun gerne ville have en sund krop som 30-årig. Netop som de tanker dukkede op, fik Signe Brun en hjernerystelse til træning i slutningen af 2016. Selv med den alvorlige skade var det svært at sige 'nej' til at gå på banen.

- Kombinationen af de ting fik mig til at stoppe. Jeg var bange for skader, og jeg var vild med at gå i skole og gik med tanker om at starte på studie. Så jeg besluttede at lade min kontrakt løbe ud i sommeren 2017 og så ikke gøre mere ved håndbolden.

- Nu ved jeg, at det ikke var noget for mig. Og var jeg fortsat, så havde jeg ikke siddet med en bachelor i idræt nu, med en plan og et mål, der afhænger af mit hoved og ikke min krops holdbarhed, fortæller Signe.

Studie og sociale fællesskaber vandt over volleyball

Clara Vieira stoppede for godt fem år siden med volleyball på højt plan. (Foto: Morten Olsen © MortenO.com)

Fem træninger om ugen, kamp i weekenden, og tilføj så lige et psykologi-studie til det. Sådan så hverdagen ud for Clara Christensen Vieira for fem år siden. Men som sæsonen begyndte i 2015, dalede motivationen også for at spille volleyball.

På gymnasiet gik hun i en Team Danmark-klasse, hvor andre unge sportstalenter var hendes klassekammerater, og der var et fællesskab omkring sporten. Men da studenterhuen kom på, og overgangen til universitetet skete, oplevede Clara Vieira et skift. Der var ikke tid til det hele med træning, kampe og fuldtidsstudie. Og så var der også et helt nyt socialt fællesskab på universitetet.

- Det var irriterende ikke at kunne komme til madklub mandag aften, fordi jeg lige skulle til træning. Der er ikke meget plads til sociale fællesskaber, hvis man dyrker elitesport på fuld tid. Det påvirkede min motivation for at fortsætte med volleyball, fortæller Clara Vieira.

I klubben fik hun lov til at træne en gang mindre om ugen, men samtidig voksede den dårlige samvittighed overfor holdkammeraterne. Flere gange kom hun grædende hjem fra træning, fordi hun ikke kun forstå, hvorfor hun ikke brændte for det lige så meget som de andre gjorde?

En træner sagde nogle kloge ord til den unge volleyballspiller, der stadig hænger fast i dag: 'Hvis man ikke kan være der for sig selv, hvordan kan man så være der for andre?' Og det fik Clara Vieira til at tænke på sig selv, og hvad hun egentlig ville udenfor volleyball.

Valget faldt på uddannelse, venner og familie, og så måtte volleyball træde i anden række i hendes liv.

- Jeg elsker stadig sporten - teknikken, træning og holdfølelsen - men de udefrakommende faktorer og livet, der udvikler sig, fik mig til at miste motivationen for at fortsætte på højt plan, fortæller Clara Vieira.

Kun i starten gjorde det lidt ondt at se sit gamle hold spille, men nu fortryder Clara Vieira ikke sit valg et sekund. Også selvom det var hårdt i starten af finde ud af, hvem hun er, og hvad hun vil udenfor volleyball.

- Stoppet gav mig mulighed for at komme ordentligt ind på studiet, og så glemmer jeg ikke, at volleyball har givet mig mange gode ting med i bagagen og lært mig meget om mig selv.

Et klik blev til smerter, smerter blev til karrierestop

Sandra-Maria Jensen var godt på vej mod toppen, da hun sagde farvel til badminton. (Foto: Anindito Mukherjee © Scanpix)

- Hvad vil jeg egentlig? Vil jeg noget nyt med mit liv? Er badminton værd at opgive en sund krop for?

Sådan spurgte badmintontalentet Sandra-Maria Jensen sig selv, da hun blev opereret i håndleddet i 2015 og gik igennem en hård genoptræningsperiode. Var det ikke for skadesperioden, havde hun nok aldrig haft tid til at stille sig selv de spørgsmål.

Ikke desto mindre var det de samme spørgsmål, der dukkede op i 2017, da det sagde klik i håndleddet og smerterne igen blev så store, at hun ikke kunne holde på en ketsjer. Denne gang var svaret klart.

- Det var ikke det værd for mig at gå igennem sådan en skadesperiode igen, så ville jeg hellere videre i livet. Skaden hjalp mig på vej til at tage den endelige beslutning om at stoppe, fortæller Sandra-Maria Jensen.

En lysende karriere lå ellers forude. Det gik tidligt op for Sandra-Maria Jensen, at hun var god til badminton, og som bare 15-årig kom hun på det danske landshold i badminton. Mange havde nok troet, at der lå en fremtid som den næste Camilla Martin i hende. Kærligheden til fjer og ketsjer flugtede med talentet.

- Jeg er totalt konkurrencemenneske med vildt meget temperament, og jeg kunne komme ud med al min energi på banen. Alle mine venner var fra badminton, og så syntes jeg bare badminton var helt vildt sjovt, siger Sandra-Maria Jensen.

Men som bare 23-årig var det nok med skader og genoptræning, så badminton og drømmen om en professionel karriere lagde hun bag sig.

Fra den ene dag til den anden stoppede Sandra-Maria Jensen med at komme til træning og begyndte at melde afbud til turneringer. Karrieren 'fadede bare lidt ud', og så var det det. I dag, tre år efter sit farvel til sporten, er ketsjeren byttet ud med studiebøgerne for Sandra-Maria Jensen.

Facebook
Twitter