PL-drømmen er slut: Sophie Walløe er ikke handicappet nok

Sophie Walløe var klar til at spille para-EM i bordtennis. To dage før blev hun vurderet til ikke at være handicappet nok.

Sophie Walløe ses her til PL i Rio 2016. Hendes klassifikation gør, at hun ikke kan forsvare sin fjerdeplads i Tokyo. (Foto: Morten Olsen © dr)

Tasken var pakket og klar til para-EM i Helsingborg, da Sophie Walløe pludselig fik ødelagt sin parabordtenniskarriere. Lørdag eftermiddag blev hun nemlig vurderet ikke handicappet nok til at spille parabordtennis.

En uventet besked for den 19-årige bordtennisspiller.

- Det har været en hård weekend, hvor jeg var i Helsingborg klar til at spille, og så i slutningen af weekenden sagde farvel til holdet. Det er en meget underlig situation at stå i, og jeg er rigtig, rigtig ked af det, siger Sophie Walløe.

- Jeg fik lavet en klassifikationstest før VM sidste år, hvor vurderingen var, at jeg havde et klart handicap i bordtennismæssig forstand. Så jeg tænkte, at der ikke var fare på færde før denne test.

Walløe har hoftedysplasi, medfødt hofteskred, hvilket gør, at hun for eksempel ikke slår en forhånd med samme kraft som en rask spiller. Men det internationale forbund, ITTF, vurderer hende nu så rask, at hun ikke må spille parabordtennis. En vurdering, der faldt to dage før et stort mesterskab.

På en halv time sluttede karrieren

Lørdag eftermiddag var bordtennisspilleren til en klassifikationstest, der undersøgte graden af hendes handicap. Til testen blev hun vurderet ud fra nogle øvelser og et pointsystem, og konklusionen var klar: Sophie Walløe er ikke handicappet nok til parabordtennis.

Søndag, dagen inden EM, fik bordtennisspilleren mulighed for at få en ”second opinion”.

Den takkede hun og Lykke Guldbrandt, ansvarlig for klassifikation i Parasport Danmark, ja til.

- På en halv time fik Sophie ødelagt sin parabordtenniskarriere, så vi takkede ja til en test mere. Det andet panel foretog også en masse test, men der var uoverensstemmelser i måden, de blev lavet på i første og anden omgang. Derfor appellerer vi afgørelsen til det internationale forbund, siger Lykke Guldbrandt.

Om en appel falder ud til Walløes fordel, og om den går igennem inden de Paralympiske Lege, ved Parasport Danmark ikke.

Bristede drømme om de Paralympiske Lege

Den nu ødelagte PL-drøm har fyldt meget for Walløe, siden hun fik beskeden og kom tilbage til Danmark. Med en fjerdeplads til PL i 2016 og en VM-sølvmedalje i 2018 var der nemlig håb om de helt store resultater. Håb som nu er knust på baggrund af en subjektiv klassifikationsvurdering fra ITTF.

- De sidste tre år har stort set alle valg, jeg har taget, været med PL 2020 i baghovedet, siger Sophie Walløe.

- Lige siden Rio har jeg set frem til Tokyo, det er enhver atlets drøm at være med til legene, og Rio var en fantastisk oplevelse for mig. Efter jeg fik fjerdepladsen, har jeg haft endnu mere blod på tanden og ville gå efter en medalje næste år. Chancerne var gode efter VM-sølvet, og PL har bare været mit helt store mål.

Det var i 11. time, at vurderingen kom – én dag for EM og kort tid inden PL. Det er kritisabelt, ifølge Walløe.

- Timingen er fuldstændig urimelig. Man skal have lidt respekt for sportens verden, når man ved, hvad en beslutning som denne knap et år før PL, betyder for en atlet, der har satset så meget på sporten.

Harmonerer ikke med ”atleten i centrum”

På øverste niveau er man heller ikke tilfreds med måden, Sophies udelukkelse er sket på.

Formand for Parasport Danmark og tidligere parasvømmer John Petersson kalder det ”lidt af en skandale”.

- Ud fra en atlets perspektiv er det meget uheldigt, og jeg har stor medfølelse for Sophies situation lige nu. Den Internationale Paralympiske Komite vil gerne have atleten i centrum, og det her er stik imod det princip.

- Når vi mødes til generalforsamling i komiteen, så vil der blive flaget for sådan noget her. Vi bliver nødt til at have nogle procedurer, som forhindrer situationer som Sophies, for udøverne lægger så meget tid i det, siger John Petersson.

Sophie Walløe er ikke handicappet nok til parabordtennis, men hun er handicappet nok til, at hun ikke kan gøre sig gældende på samme niveau mod raske spillere.

- Selvom jeg er blevet klasset ud, gør det mig ikke mindre handicappet, og jeg kan ikke holde til at træne seks timer om dagen, som mange raske spillere gør. Der er lang vej til toppen i forhold til i parabordtennis, siger Walløe.