Pletskud: Bueskytten Maja Jager sikrer OL-billet

For første gang i otte år bliver næste sommers OL med dansk deltagelse i bueskydning.

Maja Jager sluttede ugens VM som nummer 9, men kvalificerede sig fredag formiddag til næste års OL. (Foto: © Dean Alberga, Dean Alberga/ World Archery)

For første gang siden 2012 bliver OL i bueskydning næste år med dansk deltagelse.

Maja Jager sluttede fredag formiddag et ellers bumlet VM med at kvalificere sig til næste års lege i Tokyo.

- Det er enormt vigtigt, at vi igen skal til OL. Vi hænger vores identitet op på OL, og det er noget, der definerer dansk bueskydning, siger Kenn Romme, der er sportschef i bueskydning Danmark.

Fredag formiddag skød den tidligere europa- og verdensmester Maja Jager for OL-pladsen efter at hendes VM i recurve ellers sluttede med en 9.plads.

Her tabte hun i første omgang den direkte duel til svenske Christine Bjerendal, men rejste sig efterfølgende mod franskmanden Audrey Adeceom og vandt sikkert 6-0.

- Det har været en utrolig hård uge, men nu er jeg bare virkelig lettet og utrolig glad, siger Maja Jager.

Den danske bueskytte vandt VM i 2013, men missede akkurat seneste OL i Rio.

Derfor er det en særlig glæde for fynboen at stå foran endnu et OL. Hun deltog selv som en del af det danske tremandshold i London i 2012.

- Det her er et bevis på, at jeg hører til i selskabet. Det var en enormt stor skuffelse sidste gang, og jeg er enormt glad for at være en del af det igen, siger Maja Jager, hvis næste opgave bliver European Games i den kommende uge.

Dansk rekord var ikke nok ved VM

Det har ellers været småt med succes for de danske bueskytter ved denne uges VM.

Weekendens finaler i hollandske Hertogenbosch bliver således uden dansk deltagelse.

- Det er et bestået/ikke-bestået, der bliver defineret ud fra, om vi får vores OL-plads. Vi havde selvfølgelig sat næsen op efter en finaleplads, men med den her OL-plads er ugen helt sikkert godkendt, siger sportschef Kenn Romme.

Det danske højdepunkt ved ugens VM stod Tanja Jensen for, da hun i compound vandt kvalifikationen og satte både dansk og europæisk rekord med 708 point.

Endestationen blev dog ottendedelsfinalen og en duel mod indiske Triya Adriyani, hvor Tanja jensen tabte efter dobbelt shoot off og endte VM som nummer 9.

Tanja Jensen var sammen md Martin Damsbo også på banen i mix-turneringen, hvor de tabte kvartfinalen snævert til de senere VM-finalister fra Frankrig.

Individuelt sluttede Martin Damsbo sit VM som nummer 6 efter flere flotte skydninger.

I kvartfinalen var han dog chanceløs mod amerikanske Braden Gellenthien, der ramte imponerende 150 point.