Pludselig sad dansker ved skakbrættet med megastjernen Magnus Carlsen

Jonas Buhl Bjerre var i sidste uge på træningslejr i Norge arrangeret af verdensmester Magnus Carlsens klub.

Det er ingen skam at ligne et dådyr fanget af billygterne, når der en armslængde forude sidder en decideret superstjerne.

Den danske skakspiller Jonas Buhl Bjerre fik sig nemlig en oplevelse af de større, da han i sidste uge var på en træningscamp i Norge arrangeret af den bedste til at flytte brikkerne nogensinde, norske Magnus Carlsen.

Her fik udvalgte talenter tid til at forfine teknikker, taktikker og stille spørgsmål, men pludselig havnede 18-årige Jonas Buhl Bjerre også i en duel mod skakgeniet.

Et spil hygge-skak, nuvel. Det såkaldte "Fischer Random Chess" (Chess 960, red.) opfundet af legenden Bobby Fischer, hvor bønderne står, som vi kender det, mens resten af brikkerne fordeles tilfældigt.

- Det var en kamp for sjov, vi spillede om aftenen, og den betød jo ikke noget, men det er da klart, at man bliver nervøs. Det er specielt at spille mod ham og sjovt at prøve, siger Jonas Buhl Bjerre.

Han nåede ikke at udveklse mange ord med mesteren, men oplevede, at han egentlig er "meget stille og rolig".

- Carlsen er en, jeg har set meget op til, så det er specielt at sidde ved brættet foran ham. Han er mega stor i skakverdenen. Han har virkelig været den bedste i lang tid. Klart den bedste.

Danske Jonas Buhl Bjerre havde også oplevelsen af at møde Magnus Carlsen i 2019 i en showkamp som 14-årig. Det kan du se et indslag om herunder:

Selve kampen har Carlsens norske klub, Offerspill Chess Club, delt på YouTube.

Lige knap syv minutter holdt danskeren stand, inden nordmanden satte ham skakmat.

- Selvom der står, at jeg blev udspillet, synes jeg, at det er lidt misvisende. Jeg stod faktisk ret godt undervejs, griner Jonas Buhl Bjerre, der blev Danmarks yngste stormester nogensinde i en alder af bare 15 år.

Intuitionens mester

32-årige Magnus Carlsen er lidt af et ikon i skakverdenen. I december vandt han både VM i lyn- og blitz-skak i Kasakhstan, hvilket betyder, at han er indehaver af alle tre VM-titler.

I alt har nordmanden vundet og forsvaret 15 VM-titler i karrieren.

- Jeg får snart brug for flere hænder, som han dengang jokende skrev på Twitter, mens han talte trofæer med fingrene.

I 2019 blev Jonas Buhl Bjerre nummer to ved det nationale mesterskab, men fordi danmarksmester Allan Stig Rasmussen var til turnering på Mallorca, fik teenageren derfor chancen for at møde verdensmesteren Magnus Carlsen i en showkamp. (Foto: © CLAUS BECH, fotograf@clausbech.dk)
I 2019 blev Jonas Buhl Bjerre nummer to ved det nationale mesterskab, men fordi danmarksmester Allan Stig Rasmussen var til turnering på Mallorca, fik teenageren derfor chancen for at møde verdensmesteren Magnus Carlsen i en showkamp. (Foto: © CLAUS BECH, fotograf@clausbech.dk)

Derfor var der heller ingen skam ved at gå fra bordet som taber i denne omgang, siger Jonas Buhl Bjerre. "Fischer Random Chess" er tilmed et format, som smadrer alle de mønstre, spillerne systematisk har oparbejdet sig.

- Man skal tænke selv fra starten, siger den danske stormester.

Tilbage sidder man med evnen til at tænke ud af boksen. Det gør ingen bedre end Carlsen, mener Jonas Buhl Bjerre.

- Det er svært at sige præcist, hvad der gør Magnus Carlsen så god. Han er selvfølgelig helt vild med skak, men han har også set så meget i sin karriere, at hans fornemmelse og intuition er virkelig, virkelig god, siger han.