PODCAST René Holten Poulsen: Jeg brændte mentalt og fysisk helt ud

René Holten Poulsen er ved at rejse sig oven på skuffelsen ved OL. Det første år efter legene i Rio skal bruges til at genfinde glæden ved at ro kajak, fortæller han i podcasten Illustreret Sport.

René Holten Poulsen er ved at rejse sig oven på skuffelsen ved OL sidste år. (Foto: © Jacob Panum, DR Sporten)

Han var blandt Danmarks største guldhåb ved OL i Rio.

Men sygdom og søgræs kom i vejen for medaljeambitionerne for René Holten Poulsen. Og i virkeligheden gik det galt allerede inden legene i 2016, fortæller kajakroeren i sjette udgave af DR Sportens podcast, Illustreret Sport.

- Jeg brændte bare helt ud alt for tidligt. Mentalt og fysisk. Jeg brændte lyset i begge ender, og så begyndte jeg at brække mig under træning, og det er altså ikke så godt," fortæller René Holten Poulsen på en gåtur ved Bagsværd Sø.

Det blev til en skuffende sjetteplads ved legene i Rio for 28-årige René Holten Poulsen, der efterfølgende overvejede at stoppe karrieren og derfor heller ikke kom så meget på vandet i efteråret.

Drømmen er ikke slukket

Men roeren, der både har vundet VM og EM, er ved at komme i gear igen.

- I første omgang, vil jeg gerne genfinde balancen og mit zen. Og lige nu er delmålet at komme ud af denne sæson med en følelse af, at det var sjovt, siger René Holten Poulsen.

Alligevel er ambitionen om at vinde en OL-guldmedalje i 1000 meter enerkajak ikke slukket.

- Der er intet, der taler imod, at jeg skulle kunne vinde. Men for mit vedkommende er det meget i hovedet, når det kommer til OL, fortsætter René Holten Poulsen.

OL-guld vil være en fremtidssikring

Det er tydeligt, at OL-guldet ikke kun har betydning rent sportsligt.

En medalje af den fineste karat skal nemlig også være med til at bane vejen for livet efter den aktive karriere, fortæller René Holten Poulsen.

- Der er ingen, der husker, hvem der fik sølv eller bronze. Det er lidt sådan, hvis du ikke vinder OL-guld, så kommer du ikke til at leve af din sport bagefter, siger han.

Og en af måderne til at få det hele til at gå op i en højere enhed i forbindelse med OL i Tokyo i 2020, vil måske være at få lidt luftforandring fra træningen i ny og næ, siger René Holten Poulsen, der er uddannet tømrer.

- Jeg har overvejet at ringe til min mester og spørge, om jeg kan få nogle timer midt på dagen i nogle måneder i efteråret. Det er faktisk lidt ligegyldigt, hvad det er, jeg skal lave, siger han.

Podcast hver anden uge

Første sæson af Illustreret Sport udkommer hver anden uge frem til sommerferien, og tager dig med på et besøg hos en sportspersonlighed til en snak om en begivenhed eller en detaljer, der har haft betydning for karrieren.

René Holten Poulsen er den sjette i rækken af episoder efter golfspilleren Søren Kjeldsen, den tidligere fodboldspiller Bajram Fetai, tennisspilleren Frederik Løchte Nielsen, håndboldspilleren Jesper Nøddesbo og motorsportslegenden Tom Kristensen.

Illustreret Sport kan downloades via din smartphone, iTunes, dr.dk/podcast eller hentes ved blot at klikke her.