Prinsesse Nathalie zu Sayn-Wittgenstein ny landstræner for det danske dressurlandshold

Afløseren for tyske Rudolf Zeilinger som landstræner for det danske dressurlandshold er fundet. Valget er faldet på Prinsesse Nathalie zu Sayn-Wittgenstein.

Prinsesse Nathalie zu Sayn-Wittgenstein er ny dansk dressurlandstræner. (Foto: henning Bagger © Scanpix)

Det bliver et kendt ansigt i dansk dressur, der tager over efter tyske Rudolf Zeilinger som dansk landstræner.

Prinsesse Nathalie zu Sayn-Wittgenstein er udpeget som ny landstræner, oplyser Dansk Ride Forbund i en pressemeddelelse.

- Jeg glæder mig rigtig meget til at påtage mig opgaven som landstræner. Det er en helt ny og spændene udfordring, som betyder meget for mig. Jeg håber, at jeg sammen med rytterne kan forme et stærkt hold for fremtiden og fortsætte den gode udvikling, som dansk dressur har gennemgået de seneste år,” siger Nathalie zu Sayn-Wittgenstein, der kommer med stor erfaring.

Prinsesse Nathalie zu Sayn-Wittgenstein har været international toprytter i 15 år og har repræsenteret Danmark ved syv europamesterskaber, tre verdensmesterskaber og to gange ved de olympiske lege. I de senere år har hun været træner i England, Australien og Danmark.

Fælles beslutning

Ansættelsen kommer næppe som en kæmpe overraskelse for de danske dressurryttere, da de har været taget med på råd i rekrutteringsprocessen.

- Det er vigtigt for os, at den nye landstræner ikke bare har de træner- og ridemæssige færdigheder i top, men at der også er solid opbakning fra rytterne. Vores mål er, at vi fortsat skal ligge helt i top i verden, og det kræver, at arbejdet omkring landsholdstruppen bygger på tillid og anerkendelse, siger elitechef i dressur og holdleder Kimi Nielsen.

Prinsesse Nathalie zu Sayn-Wittgenstein er født i 1975 og bor i Berleburg sammen med sin mand Alexander Johannsmann, sønnen Konstantin og datteren Louisa, men senere på året flytter familien til Hamburg.

Første træningssamling for den nye landstræner bliver i starten af, mens første store mesterskab er EM i Sverige i august.