Racisme-skandalen fortsætter i britisk cricket: Flere ofre melder ind til whistleblower-ordning

Minister kritiserer britisk cricket for i årevis at negligere racismeproblem.

Azeem Rafiq talte i sidst uge til medlemmer af det britiske parmament og den strukturelle racisme, han har været udsat for i cricketklubben Yorkshire County Cricket Club. (Foto: - © Ritzau Scanpix)

Gærdet står i disse dage noget usikkert i den britiske cricketklub Yorkshire County Cricket Club. Det er dog ikke fordi spillerne er dårlige på banen, men fordi de ikke kan opføre sig ordentligt udenfor.

For siden klubbens forhenværende spiller Azeem Rafiq tidligere på året anklagede klubben for strukturel racisme gennem flere år, har sagen trukket store overskrifter i de britiske medier.

Efter en intern undersøgelse i klubben meddelte klubbens daværende formand, Roger Hutton, at der ikke var tilstrækkelige beviser for anklagerne, men det affødte massiv kritik fra flere sider, og i sidste ende trak Hutton og flere bestyrelsesmedlemmer sig fra deres poster.

Klubbens nye formand, Lord Patel, lovede, at han som noget af det første ville oprette en whistleblower-ordning for at få eventuelle andre ofre for racisme og chikane i klubben til at stå frem. Og blot en uge efter oprettelsen, har klubben modtaget 36 henvendelser.

- Vi er nødt til at lytte til dem, der har oplevet diskrimination eller chikane, for finde ud af, hvordan vi kommer videre som klub, siger Lord Patel på klubbens hjemmeside, hvor han ligeledes takker alle dem, som har benyttet sig af ordningen.

Lord Patel er ny formand i Yorkshire County Cricket Club, og som noget af det første oprettede han en whistleblower-ordning. Efter en uge har klubben modtaget 36 nye henvendelser om racisme i klubben. (Foto: Oli Scarff © Ritzau Scanpix)

Minister kritiserer cricketforbundet

Tidligere i november krævede Azeem Rafiq i en høring for medlemmer af det britiske parlament handling, efter en rapport viste, at han var blevet udsat groft sprogbrug og mobning.

Ifølge den 30-årige Azeem Rafiq stod racismen på i al den tid, han spillede for YCCC. Han har anmeldt 40 sager i perioden 2008 til 2018.

I 2020 fortalte han ESPN om sine oplevelser og sagde, at han var tæt på at tage sit eget liv som følge af racismen.

Den 30-årige cricket-spiller er troende muslim, men begyndte at drikke for at passe ind i YCCC. Det har han senere fortrudt, forklarer Rafiq.

- Du blev ikke tvunget i YCCC, men drukkulturen medvirkede, at du hurtigt blev isoleret som muslimsk spiller. Hvis du ikke drak, passede du ikke ind, siger Rafiq til The Guardian.

Azeem Rafiq beskriver miljøet i YCCC som giftigt, og mener, at han mistede sin karriere som følge af racisme. Han fik blandt andet at vide, at hans plads i omklædningsrummet var ved toilettet.

Efter høringen har også den britiske sportsminister, Nigel Huddleston, kastet sig ind i sagen.

Huddleston kritiserer det engelske cricketforbund for i flere år at negligere problemet, og tilføjer, at det kan komme på tale, at der skal oprettes et uafhængigt organ til at holde øje med cricketsporten i Storbritannien.

FacebookTwitter