Rajbek Bisultanov har kæmpet sig gennem borgerkrig, sprogbarrierer og kulturforskelle: Nu er han Danmarks første europamester i 93 år

Rajbek Bisultanov flygtede til Danmark fra borgerkrig i Tjetjenien. Nu er han den første i 93 år, der har vundet EM-guldmedalje i dansk brydning.

Man ved, det er en særlig aften, når en mor står med glædestårer i øjenkrogen foran Sportscenter Herning.

Denne tirsdag er da heller ikke en hvilken som helst af slagsen. Faktisk er det ”den største dag i Herning Brydeklubs historie og en af de største i dansk brydning,” som formand John Vestergaard senere indleder sin hyldesttale med.

Der er pyntet op med dannebrogsflag ved indgangen, og mange af de knap 100 fremmødte vifter med samme rød/hvide flag i hænderne, da hovedpersonen Rajbek Bisultanov dukker op kort efter klokken 19.

I søndags vandt han europamesterskabet i 82 kilo-klassen i rumænske Bukarest med finalesejr 4-3 over georgieren Lasha Gobadze, og nu står han få dage senere i sin ungdomsklub og modtager lykønskninger fra medlemmerne, som uanset alder aldrig har oplevet noget tilsvarende.

Selv ikke stjernen Mark O. Madsen, der har været det store trækplaster i dansk brydning i det seneste årti, formåede at vinde et internationalt mesterskab, selvom han var tæt på med både VM- og OL-sølvmedaljer.

Vi skal derfor helt tilbage til 1926 for at finde det seneste EM-guld til Danmark, og det understreger det usædvanlige i 23-årige Rajbek Bisultanovs bedrift – endda i hans første sæson på seniorniveau.

Men for Rajbek Bisultanov har vejen til toppen været længere end de flestes.

Se Rajbek Bisultanov blive hyldet i sin ungdomsklub, Herning Brydeklub, for sit europamesterskab i 82 kilo-klassen.

Flygtede fra Tjetjenien

Det er historien om en dreng, der sammen med sin familie flygtede til Danmark fra borgerkrigen i Tjetjenien i 2008. Den 12-årige Rajbek havde set så store rædsler, at han her 11 år senere stadig ikke har lyst til at dykke ned dét sted i hukommelsen, hvor de ligger gemt.

I Danmark stødte han på en markant anderledes kultur, end han var vant til. Pludselig skulle han indordne sig en dansk mentalitet, og det gav ham store udfordringer i de første år. Han blev smidt ud af produktionsskolen, fordi han ikke kunne opføre sig ordentligt, og han havde ofte både sine egne og andres forældre på nakken, fordi han stjal ting fra deres børn, kastede sten efter dem eller slog dem.

Egentlig gjorde han bare det samme, som han havde gjort hjemme i Tjetjenien uden at komme i problemer.

- I Tjetjenien slog børnene tilbage, og så slåssede vi. Vi hyggede os med det. Der var ingen forældre, der efterfølgende kom hjem til os, fordi børnene havde sladret. Det lå i kulturen, at man ikke fortalte om det, for så fik man problemer med sine egne forældre, og det var ikke godt. Det var svært at forstå den danske kultur, efter vi var flyttet, husker Rajbek Bisultanov.

Forældre stillede krav

Han var med egne ord ”meget aggressiv”, og lærerne kunne ikke styre ham i skolen. Det blev ikke bedre af, at han ikke forstod sproget i sit nye land. Men langsomt vænnede han sig at bo i Danmark. Hvor andre kunne have kastet håndklædet i ringen i forhold til danskundervisning og uddannelse, lærte han af sine fejl.

- Mine forældre prøvede at holde mig hjemme og sørge for, at jeg læste mine lektier. Hvis jeg læste i bøgerne, måtte jeg komme ud, og det var ikke nok, at jeg havde læst. Jeg skulle også genfortælle for min far, hvad jeg havde læst, selvom han ikke kunne forstå, hvad der stod i bøgerne. Han skældte mig meget ud, men han forsøgte også at stille krav, så jeg havde mulighed for at forbedre mig i stedet for at lave ballade, husker Rajbek Bisultanov.

Han har altid haft stor energi, og han har aldrig været god til at sidde stille. Netop derfor blev det afgørende for ham, at familien i 2009 fik besøg af faderens kusines søn, grandfætteren til Rajbek, den regerende olympiske brydemester Islambek Albiev, der var i Herning for at kæmpe om VM-titlen.

Se klippet fra EM-finalen, hvor Rajbek Bisultanov bliver europamester.

Fra boksning til brydning

Når man kommer til Sportscenter Herning er det ikke til at tage fejl af, men for en flygtning uden danskkundskaber giver ordene på skiltene ingen mening. Derfor begyndte Rajbek Bisultanov at gå til boksning, da han ikke kunne finde en brydeklub i Herning.

Hvad han i lang tid ikke vidste var, at bokseklubben ligger på 1. sal i Sportscentret, mens brydeklubben ligger i underetagen.

Hans grandfætter vandt VM-titlen i 60 kilo-klassen, og Rajbek Bisultanov heppede på ham fra tribunen i Messecenter Herning.

Han fik rådet: ”Dit hoved får for mange slag ved boksning, så du skal hellere gå til brydning.” Rajbek Bisultanov lyttede til den nyslåede verdensmesters ord, og dagen efter mødte han tilfældigt en lokal brydetræner. To dage senere begyndte han i Herning Brydeklub.

Pludselig fandt Rajbek Bisultanov ud af, hvordan han bedre kunne styre sine aggressioner.

- Brydning passer perfekt til mig. Det er naturligt for mig at have i kroppen, konstaterer han.

Karriere tager fart

Han fortæller sin historie fra familiens lejlighed på Sønderagervej i Herning. Hans gamle værelse har efterhånden mere karakter af et trofærum end soveværelse. På væggene hænger snesevis af medaljer, reolen er proppet med pokaler og på bordet står diplomer og den nyeste medalje i samlingen, EM-guldet.

Det er fem år siden, Rajbek Bisultanov flyttede fra Herning til Nykøbing Falster for at sætte turbo på brydekarrieren, da landsholdet træner her.

Ved siden af har han fuldtidsarbejde hos Granby Pack, hvor han laver transportkasser af træ. Egentlig var han startet på mekanikeruddannelsen, men han valgte i stedet at uddanne sig til industritekniker inden for træ.

Rajbek Bisultatov viser sin EM-guldmedalje frem på sit ungdomsværelse i Herning. (Foto: Henrik Fallesen © DR Sporten)

Efter EM-triumfen i søndags ringede grandfætter Islambek Albiev for at ønske ham tillykke, og måske der snart kommer endnu en olympisk mester på stamtræet. Rajbek Bisultanov har troen på at kunne vinde en medalje ved OL næste år. Men han mangler til gengæld det vigtigste for at kunne stille op for Danmark: statsborgerskabet.

Føler sig hjemme i Danmark

I januar søgte han om permanent opholdstilladelse. Først når han får positivt svar på det, kan han søge om statsborgerskabet og gå til indfødsretsprøven. Det er langt fra sikkert, at det kommer på plads i tide, så han kan nå at kvalificere sig til OL i Tokyo.

Der er kun tre muligheder for at kvalificere sig. VM i efteråret, den europæiske kvalifikation i marts og verdenskvalifikationen i slutningen af april. De to første stævner bliver med største sandsynlighed ikke aktuelle.

Derfor indstiller Rajbek Bisultanov sig også på at måtte vente til 2024, før han kan kæmpe om OL-medaljer.

I første omgang er det dog statsborgerskabet, han venter på. Han har gjort alt for at opfylde kravene, og det vil være det endegyldige bevis på, at han er lykkedes med at integrere sig i Danmark. Hvad der begyndte problemfyldt, ligner nu en dansk succeshistorie.

Lillebroderen Turpal Bisultanov er også en yderst talentfuld bryder. Her bryder de to brødre sammen. (Foto: liselotte sabroe © Scanpix)

Rajbek Bisultanov har taget den lange vej fra utrygheden i Tjetjenien til toppen af medaljeskamlen ved EM. Godt hjulpet på vej af forældre og trænere.

- Jeg var stolt af at høre den danske nationalmelodi på grund af mig, og jeg er glad for, at Danmark tog så godt imod mig i 2008. Danmark har givet mig et godt liv, og jeg er stolt over at kunne give noget tilbage med min EM-sejr, lyder fra Rajbek Bisultanov.

I Sportscenter Herning er skåltalerne overstået. Rajbek Bisultanov tager sig tid til at blive fotograferet med folk, der vil foreviges med europamesteren. At dømme på euforien i lokalet er det næppe sidste gang, de byder ham velkommen hjem med en guldmedalje om halsen.

Facebook
Twitter