Rekordernes by? ’Forholdene i København lokker de bedste løbere i verden til’

Det måske bedste felt i verden, nogensinde, stiller søndag til start ved Copenhagen Halfmarathon. Målet er at sætte verdensrekord.

Abraham Cheroben på vej mod sin sejr ved Copenhagen Half Marathon 2017. (Foto: Bax Lindhardt/Scanpix 2017) (Foto: BAX LINDHARDT)

I hele verden formåede kun tre mænd at løbe under 59 minutter på halvmaratondistancen sidste år. Alle tre gjorde det i København ved Copenhagen Half Marathon.

Men det var ikke nogen tilfældighed eller udtryk for exceptionelt gunstige forhold lige netop i 2017, at der blev løbet så hurtigt i den danske hovedstad.

Med sine mange lige stræk og flade rute er Copenhagen Half Marathon blevet for halvmaratonløbere, hvad Berlin Marathon er for løbere på den dobbelte distance: Et sted man søger hen for at slå rekorder.

Det fortæller Henrik Them, der er tidligere Danmarksmester på både halv- og helmaraton:

- Copenhagen Half Marathon ikke bare er et løb som alle andre på sæsonen, men derimod er det blevet et af sæsonens vigtigste løb for mange af løberne. Og i år er det et af de bedste felter, vi måske nogensinde har set i verden på denne distance, siger Henrik Them og tilføjer:

- De her løbere er toptunede og klar. Og det er, fordi København er blevet brandet som et sted, hvor man kan slå rekorder.

Ruten ved Copenhagen Half Marathon kommer rundt i det meste af hovedstaden. (Foto: Johan Haarløv DR Sporten)

Folkefesten åbnede øjnene for København

Det var et sandt tilløbsstykke, da København for fire år siden arrangerede VM i halvmaraton. Op mod 300.000 tilskuere heppede i vejkanten på en rute, som for første gang både inviterede de bedste løbere i verden og motionister til at dele asfalt ved VM.

- Det var en folkefest, og det fik de bedste løbere til at få øjnene op for, at København var et fedt sted at løbe.

- Desuden fik man den dag rigtig mange hurtige tider, fordi det hele gik op i en højere enhed. København blev den dag markeret som et sted, hvor man kunne løbe stærkt. Og det var noget, der blev lagt mærke til internationalt, siger Henrik Them.

Kimen til et succesløb var lagt, og året efter blev Copenhagen Halfmarathon etableret.

Siden er der hvert år blevet løbet hurtige tider kulminerende med sidste års vindertid på 58 minutter og 40 sekunder, som kenyanske Abraham Cheroben vandt i. Det var bare 17 sekunder fra verdensrekorden.

Ruten i København er ikke bare god, fordi den kanter sig rundt i byen via lange lige stræk, den ligger også på et perfekt tidspunkt på året, fortæller Henrik Them. Ikke mindst temperaturen er gunstig for løberne, der har optimale forhold, når temperaturen ligger mellem 11 og 14 grader.

- Løbet i København ligger i september, og det opfylder som udgangspunkt kravet til de rigtige temperaturer, og solen er heller ikke så skarp, som om sommeren, og det er også godt for løberne.

Copenhagen Half Marathons profil er stort set helt flad. (Foto: Cphhalf)

Samtidig er distancen på 21 kilometer og 97 meter også god at løbe i København, fordi man kan planlægge en rute, der er stort set helt flad. Ruten starter og slutter på Østerbro ved Parken. Undervejs skal løberne igennem Frederiksberg og alle Københavns brokvarterer, men undgår fart-dræbende områder som vindblæste Amager eller bakkerne omkring Valby.

Specielt én strækning på ruten har det dog alligevel hvert år med at drille løberne ved Copenhagen Halfmarathon.

- Der er ét nøglestykke på ruten, hvis man skal slå verdensrekorden. Det er strækningen ved Kalvebod Brygge, der ligger efter 12-13 kilometer. Der løber man ved kysten, og fire ud af fem dage i København vil der være modvind dér, og det vil koste kræfter, siger Henrik Them og tilføjer:

- Der har vi tidligere set løbere ligge til at slå verdensrekorden blot for at gå ned i tempo på det stykke, fordi det er for hårdt at løbe i modvinden. Så hvis rekorden skal slås, skal det ikke blæse for meget, og så skal det gerne være medvind, hvis det blæser.

Størst chance for en rekord hos kvinderne

Nummer et, to og tre fra sidste års løb stiller op igen i år, hvor de bliver flankeret af et endnu stærkere felt end nogensinde før.

Jemal Yimer Mekonen, der har løbet verdens tredjehurtigste tid i år, er der store forventninger til, og det samme kan siges om den dobbelte verdensmester indendørs på 3000-meteren, etiopiske Yomif Kejelcha, der for første gang stiller til start på halvmaraton.

Man skal dog ikke blive overrasket, hvis det er en helt femte, der ender med at vinde løbet, lyder det fra Henrik Them:

- Talentmassen er så høj blandt de afrikanske løbere, og konkurrencen er så barsk, at det ofte ikke er en af favoritterne, der vinder. Tværtimod er det tit en løber fra anden række, fordi de er mere sultne. For mange af de afrikanske løbere løber de for at forsørge deres familie.

- Og de løbere, som allerede er blandt favoritterne, har allerede vundet nok til at forsøge deres familie, men det er ikke altid sådan for dem, der ligger lige under radaren, og viljen til at vinde er bare så vigtig i løb, siger Henrik Them.

Det stærke felt behøver dog ikke udelukkende være positivt for mulighederne for en verdensrekord i København.

- Der kan ske det, at løberne har for meget respekt for hinanden, og derfor bliver det taktisk. Løberne vil tænke, ’det er nok for mig at slå de andre store navne i det her løb’, og så er det lige meget med tiden.

- En sejr i Copenhagen Half Marathon er efterhånden så stort og har så meget præstige, at det kan åbne døren for løberne til få endnu bedre kontrakter i andre løb.

Henrik Them påpeger samtidig, at det er mere sandsynligt, at der bliver sat verdensrekord i kvindernes løb end mændenes.

Ved Copenhagen Halfmarathon starter kvinderne nemlig samtidig med mændene, og det betyder, at de kan blive pacet frem af de hurtigste mænd.

- De bedste danske herrer vil formentlig ligge omkring de bedste internationale kvinder, og det vil betyde noget for kvinderne, når det bliver hårdt omkring de 18 kilometer, at de stadig kan blive pacet frem mod mål.

I kvindernes løb er kenyanske Chelimo Melly den helt store favorit. Hun har løbet historiens fjerdebedste tid på halvmaraton og har proklameret, at hun går efter at sætte verdensrekord i København.

Du kan se Copenhagen Half Marathon på DR 1 søndag fra kl. 11-13.00

Facebook
Twitter