René Holten Poulsen roer sig sikkert videre ved VM

Den danske roer gik sikkert videre fra sit indledende VM-heat i 1.000 meter enerkajak.

René Holten Poulsen er klar til semifinalerne ved VM i kajak. (Foto: henning Bagger © Scanpix)

Torsdag formiddag var Danmarks største navn indenfor kajaksporten, René Holten Poulsen, på vandet for første gang ved VM, der afholdes i Szeged i Ungarn.

Her skulle han forsøge at følge trop med Emma Aastrand Jørgensen, som onsdag sikrede Danmark en glimrende åbning på VM.

Og man må sige, at det gik efter planen.

I sit indledende heat på 1.000 meter i enerkajak roede Holten Poulsen over målstregen som nummer to. Danskeren lå til at vinde efter både 250 og 500 meter, men måtte se sig slået til sidst.

Med sin plads som nummer to sikrede han sig kvalifikation til fredagens semifinaler i tiden 3:30.10. Vinderen af heatet blev hviderussiske Aleh Yurenia, der var to sekunder hurtigere end danskeren. René Holten Poulsen roer semifinale fredag aften omkring kl. 18.

Semifinaleplads til kvindelig roer

Men René Holten Poulsen og Emma Aastrand Jørgensen er ikke ene om at imponere og skaffe semifinalepladser til Danmark.

Bolette Nyvang Iversen, der er med til slutrunden som reserve for firerkajakken, var på vandet torsdag middag, og her krydsede hun stregen som nummer fire. Det rækker til en plads i semifinalen, som hun roer fredag aften.

Også firerkajakken med Emma Aastrand Jørgensen, Line Langelund Eriksen, Julie Frølund Funch og Pernille Knudsen er videre til semifinalerne, der roes lørdag. Den danske kvartet endte på en fjerdeplads i deres indledende heat.

Facebook
Twitter