René Holten snupper sin tredje EM-sølvmedalje

OL-håbet René Holten Poulsen blev nummer to på 5000-meteren og snuppede sin tredje sølvmedalje.

René Holten Poulsen kunne søndag eftermiddag føje endnu en EM-sølvmedalje til samlingen i Moskva. (Foto: ERik Refner © Scanpix)

Kajakroeren René Holten Poulsen kan rejse hjem fra EM i Moskva med tre sølvmedaljer i kufferten.

Søndag eftermiddag kom det danske OL-håb i mål som nummer to i stævnets afsluttende disciplin, 5000 meter enerkajak, hvor René Holten Poulsen igen måtte se sig slået af Portugals Fernando Pimenta.

Pimenta var også hurtigere end danskeren på lørdagens 1000 meter og kan således kalde sig dobbelt europamester.

Tidligere søndag måtte René Holten Poulsen afgive sin EM-titel på 500-meter-distancen, hvor Maribo-roeren blev slået klart af tyskeren Tom Liebscher.

Bronze til klubkammerat

Dermed slutter Danmark EM med i alt fire medaljer. Ud over René Holten Poulsens tre sølvmedaljer blev det også til bronze til 19-årige Maribo-roer Emma Aastrand Jørgensen, der søndag morgen blev nummer tre på kvindernes olympiske 500 meter.

Danskeren måtte se sig slået af den ungarske storfavorit og olympiske mester, Danuta Kozak. Tyske Franziska Weber nappede sølvet.

Sammenlagt blev det til ni EM-finaler for det danske landshold foruden en para-finale til Kasper Thomsen.

/ritzau/