Rosenmeier drøner direkte i EM-semifinalen

Peter Rosenmeier er klar til semifinalen ved EM i parabordtennis.

Peter Rosenmeier er slog fredag aften (Foto: SERGIO MORAES © Scanpix)

Den rutinerede parabordtennisspiller Peter Rosenmeier var klar i mælet før EM i Sverige.

Der skulle metal med hjem til Danmark, og det skulle meget gerne være af guld. Den del ser da også ud til at være godt på vej.

Tirsdag havde Rosenmeier så muligheden for først at spille sig videre til både kvart- og semfinale, og den mulighed lod danskeren ikke passere.

Først var det polske Rafal Kraft, der fik en tur i maskinen. Med cifrene 11-4, 11-1, 11-4 var Rosenmeier suveræn ved det grønne bord, og så var det ellers bare med at slå stængerne op og vente på aftenens kamp mod britiske Martin Robert Perry.

Peter Rosenmeier er godt på vej til at føje endnu en guldmedalje til samlingen. (Foto: SERGIO MORAES © Scanpix)

En sejr ville sende Peter Rosenmeier direkte i EM-semfinalen, og selv om danskeren igen viste sig som den bedste, så fik han lov til at kæmpe mere for det end tidligere på dagen.

Med cifrene 11-6, 11-5, 11-9 kunne Rosenmeier booke billet til onsdagens semifinale.

Her venter tyske Thomas Rau klokken 12.