Rosenmeier skal op mod gammel kending i VM-semifinalen

Peter Rosenmeier er klar til VM-semifinalen i para-bordtennis efter en 3-1 sejr over sin amerikanske modstander.

Peter Rosenmeier er klar til VM-semifinalen. (Foto: SERGIO MORAES © Scanpix)

Peter Rosenmeier fulgte godt op på Sophie Walløes flotte sejr, da han i VM-kvartfinalen også spillede sig videre på fornem vis.

Danskeren var oppe mod amerikanske Ian Phillip Seidenfeld, og den duel slap Rosenmeier altså bedst ud af.

- Det er fantastisk. Jeg røg ud af kvartfinalen ved EM sidste år, og derfor var det enormt vigtigt for mig at bevise over for mig selv, at jeg stadigvæk er med, og at det ikke skulle blive en trend at ryge ud i kvartfinalen.

- Det var en god kamp, og vi spiller begge godt. Jeg havde heldigvis fundet et sindssygt godt spændingsniveau, som jeg skal arbejde videre med i morgen.

Lørdagens semifinale spilles allerede klokken 11.45, så der er ikke lang tid til at lade batterierne op inden Runggroi Thainiyom fra Thailand venter.

- Det bliver en nyklassiker. Vi har mødt hinanden mange gange i vigtige opgør, men det bliver helt sikkert enormt tæt og dagsformen, som er afgørende, siger Peter Rosenmeier.

Facebook
Twitter