Ryger Guldfirerens klasse af OL-programmet? Dansk forslag mister momentum

IOC vil fjerne letvægtsfireren fra OL-programmet. Dansk Roforbund kæmper imod, men har mistet støtte.

Guldfireren under OL vinder sølv. Kasper Winther Jørgensen, Morten Jørgensen, Jacob Barsøe, Jacob Larsen (Foto: Jens Nørgaard Larsen/Scanpix 2016) (Foto: Jens nøRgaard Larsen © Scanpix)

Tre OL-guldmedaljer, en af sølv og to af bronze. Udbyttet har været ekstremt imponerende, hver gang den danske letvægtsfirer har stillet op ved OL, siden ro-klassen kom på det olympiske program i 1996.

Ved hvert OL er det blevet til medalje, og båden blev hen af vejen døbt ’Guldfireren’.

Men nu kan det snart være slut. Den Internationale Olympiske Komité, IOC, vil fjerne letvægtsfireren fra OL-programmet og i stedet tilføje en firer for kvinder i den åbne klasse. Et forslag, som det Internationale Roforbund, FISA, støtter.

- FISA siger, de har lavet en aftale med IOC om, at letvægtsfireren skal fjernes. Men de har lagt op til, at det skal være en transparent proces, men vores opfattelse er, at det har det langt fra været – hverken transparent eller demokratisk, siger Lars Christensen, sportschef i Dansk Roforbund.

- Det er mere eller mindre FISA, der har taget en beslutning for at tilgodese et eller andet i IOC. Det er lidt speget og lidt svært at finde ud af, hvad der er op og ned.

Mistet momentum

Dansk Roforbund har sammen med flere lande, heriblandt Canada, Australien og Kina kommet med et modforslag.

I stedet for at fjerne letvægtsfireren for herrer skal der tilføres en ekstra letvægtsfirer for kvinder, samt fjernes en tung herrefirer.

- Hovedargumentet bag vores forslag er, at 70 procent af verdens befolkning er naturligt letvægtere. Så det vil være diskriminerende at fjerne letvægtsklassen. Man tilgodeser nogle mennesker i højere grad end nogle andre, og det mener vi ikke, kan være i IOC’s interesse.

Det skal afgøres i weekenden, hvorvidt IOC’s eller det dansk forslag skal vedtages. De sidste par uger har det danske forslag dog mistet momentum, vurderer Lars Christensen:

- Umiddelbart vil jeg sige, at det er 50/50, om vores forslag bliver vedtaget. For to uger siden troede jeg, vi var foran, men nu kommer der nogle tilkendegivelser fra nogle lande, der egentlig har været med os, men efter at have været i dialog med FISA har de meldt ud, at de bakker noget andet op.

Ryger letvægtsfireren af OL-programmet vil det få store konsekvenser for dansk roning.

- Det vil have stor betydning for os, hvis vi skal ændre hele vores talentudvikling, hvor målet er at komme til OL.

Det danske forslag skal have 2/3-deles flertal ved den kommende afstemning, hvis ikke Guldfirerens klasse skal være fortid på OL-programmet.

Mere fra dr.dk

Facebook
Twitter