Super Bowl, den gigantiske finale i verdens bedste liga i amerikansk fodbold, NFL, handler selvølgelig mest af alt om, ja, amerikansk fodbold.
Men en efterhånden lige så stor del af en af USA's største årlige kulturelle begivenheder er pausen.
For når sportens topatleter forlader banen, bliver den i stedet indtaget af toppen af poppen. En række af musikkens allerstørste navne har nemlig gennem årene brugt de 15 minutter med millioner af tv-seere til at fyre op under enorme shows. Halftime shows.
En begivenhed så stor, at den har fået sin helt egen sponsor, Pepsi.
I år var det dog ikke popmusikken, der fik en tur i manegen. Hiphoppen, der ellers i mange år har domineret hitlisterne verden over, har ikke for alvor fået plads i pauseshowet tidligere - men det blev der rådet bod på i år med et show, der havde store navne, hyldester og et omdiskuteret knæ.
Et rent nostalgi-trip for alle, der har lyttet til navne som Snoop Dogg, Eminem eller Kendrick Lamar de seneste 30 år. Eller bare har hørt lidt af det enorme katalog over numre, som Dr. Dre har været bagmand til.