Seks måneder efter brud på en ryghvirvel er han tilbage: 'Det føltes ad helvede til under hele kampen'

Seks måneder efter at have brækket en ryghvirvel i et trafikuheld, var Anders Lind tirsdag tilbage ved bordtennisbordet.

Tirsdag spillede Anders Lind sin første kamp efter seks måneders skadespause. (Foto: MARIUS BECKER)

For et halvt år siden blev Anders Lind opereret for et brud på en ryghvirvel efter et trafikuheld. Tirsdag gjorde han comeback ved bordtennisbordet, da Danmark vandt 3-0 over Tyrkiet ved EM for hold.

I marts var han involveret i et trafikuheld. En anden bilist fik hjertestop på motorvejen og svingede ind foran Anders Lind, som brækkede en ryghvirvel i kollisionen.

Det resulterede i et halvt års skadespause, og derfor var det en speciel oplevelse for Anders Lind igen at træde op til bordtennisbordet.

- Det var mange ting. Det var mærkeligt, skræmmende, sjovt. Det var de fleste følelser, jeg kan komme i tanke om, siger Anders Lind.

Anders Lind er Danmarks næstbedst rangerede singlespiller på herresiden efter Jonathan Groth. Lind er nummer 83 på verdensranglisten. (Foto: Lars Møller © ©Lars Moeller)

Anders Lind er en del af det danske landshold, der lige nu er til hold-EM i Rumænien. Holdet tæller også Jonathan Groth, Tobias Rasmussen, Thor Christensen og Mikkel Hindersson.

Tirsdag vandt Danmark 3-0 over Tyrkiet i den første af to gruppekampe. Her vandt Anders Lind sin single med 3-0 i sæt over tyrkiske Batuhan Ulucak. Men det var ikke en ubetinget rar oplevelse for danskeren.

- Selvfølgelig var kampen i dag sjov, og jeg er glad for at være tilbage, men det føltes ad helvede til under hele kampen. Det var virkelig mærkeligt. Nu har jeg i så lang tid ikke spillet kampe, så jeg har fuldstændig glemt, hvordan jeg håndterer situationer under kampen. Jeg kunne godt mærke, at jeg ikke var vant til at stå i den situation, og så er det selvfølgelig sværere.

- Det føltes ad helvede til både psykisk og fysisk. Men jeg tror, det fysiske var på grund af det psykiske, fordi man er nervøs, og jeg var meget i tvivl om, hvilke slag jeg skulle lave. Jeg har ikke spillet kamp længe, så jeg ved ikke helt, hvad min go-to (foretrukne, red) strategi er nu. Det var som om, at jeg ikke havde nogen strategi, fordi jeg har ikke har spillet kampe så længe, at jeg ikke kan huske, hvordan jeg spillede, siger Anders Lind.

Anders Lind er tredobbelt dansk mester i herresingle. Han vandt titlen i 2018, 2019 og 2020. (Foto: Jens Dresling)

Vejen tilbage til bordtennisbordet har været lang og hård for den 23-årige bordtennisspiller. De første to måneder efter trafikuheldet blev brugt på at ligge stille, og først derefter kunne han genoptage træningen.

- De første to måneder var klart det sværeste. Der var en del uvished, og jeg vidste ikke, hvad der ville ske, og hvordan min ryg ville ende med at have det. Men de seneste par måneder har jeg kunne mærke, at min krop ikke har det så dårligt alligevel, som man skulle tro, den ville have det, så derfor har jeg været optimistisk, siger Anders Lind.

I slutningen af juni begyndte han at træne med et bordtennisbat i hånden igen, men derfra var der stadig lang vej tilbage til bordtennis i konkurrenceregi.

- Til at starte med var det hårdt, fordi jeg ikke havde bevæget kroppen og jeg havde mistet en del muskel af at ligge stille længe, spise dårligt og være på medicin. Jeg havde tabt mig en del, og det var hårdt i starten. Jeg følte mig ekstremt svag i de første seks-syv-otte uger af genoptræning. Men så blev det stille og roligt bedre.

- Jeg var ikke i tvivl om, at jeg kunne komme tilbage på det her niveau, da jeg begyndte at træne igen, siger Anders Lind.

Det var også den melding, Anders Lind fik fra den danske landstræner, Linus Mernsten.

- Linus sagde til mig, at jeg ikke skulle haste noget, tage mig god tid, og når min krop havde det fint, så ville jeg spille igen, siger Anders Lind.

Allerede som 13-årig var Anders Lind til EM i bordtennis. (Foto: Henning Bagger © Henning Bagger/Scanpix)

Efter tirsdagens sejr over Tyrkiet venter der formentlig en gruppefinale torsdag mod Portugal, som Anders Lind anser som gruppens stærkeste hold. Kun det øverst placerede hold går videre fra gruppespillet ved hold-EM.

- Det er en utrolig svær kamp, og de er rimelig store favoritter på papiret. Men vi mødte dem til European Games i 2019, og vi havde lige så mange muligheder for at vinde som at tabe, men vi endte så desværre med at tabe. Men vi er optimistiske.

- Selvfølgelig har vi ambitioner om at skulle videre. Ellers ville vi ikke have taget herned. Det er sport, og de er favoritter, og det er fint, men vi kommer til at gøre alt vi kan, for at slå Portugal, siger Anders Lind.

FacebookTwitter