Sidste svirp med kosten: Curling-skipper lægger karrieren på is

Curling-landsholdets skipper Lene Nielsen indstiller karrieren på grund af en hofteskade.

Lene Nielsen nåede at vinde bronze ved EM og deltage ved vinter-OL i 2006 og 2014 (Foto: claus fisker © Scanpix)

Efter utallige år på isen har Lene Nielsen besluttet at lægge stenene på hylden og stille kosten i skabet. Den 30-årige landsholdsskipper er nødsaget til at indstille karrieren på grund af en hofteskade.

- Jeg blev opereret i hoften sidste år og har brugt al min tid lige siden på at forsøge at komme ovenpå igen. Men det er aldrig blevet så godt som håbet, og derfor indstiller jeg min aktive karriere, siger Lene Nielsen til DR Sporten.

Beslutningen har Lene Nielsen truffet ovenpå et skuffende VM i Beijing i marts, der var præget af skader og sygdom i den danske lejr.

- Genoptræningen har ikke givet det ønskede resultat, og jeg ville få utroligt mange smerter ved at forsøge at blive klar til et eventuelt OL, så jeg har besluttet at lytte til min krop.

OL-deltagelse og EM-bronze på CV'et

Lene Nielsen kan se tilbage på en lang karriere, der blandt andet har budt på to OL-deltagelser i 2006 og 2014, EM-bronze samt en fjerdeplads ved VM.

- Curling har fulgt de seneste 20 år af mit liv, så det er selvfølgelig svært at sige stop, men der kommer et tidspunkt, hvor man er nødt til at se realiteterne i øjnene.

- Det er en stor beslutning at tage, men jeg tror på, at det er den rigtige for mig, lyder det fra den afklarede skipper.

- Det har været nogle utroligt spændende år, og jeg har haft rigtig mange fede oplevelser, som mange andre ikke får lov til at opleve. Jeg har haft en masse søde medspillere og en masse personlig udvikling, så jeg ser tilbage på karrieren med en masse glæde.

Hvad der nu skal ske, ved Lene Nielsen ikke, men hun glæder sig over udsigten til en mere fleksibel hverdag.

- Jeg ser frem til at prøve nogle andre ting og ikke have helt så mange skemalagte timer.

- Nu prøver jeg at nyde at kunne være lidt mere spontan og gøre, hvad der falder mig ind. Det har jeg ikke kunne i al den tid, jeg kan huske, hvor min tilværelse har været præget af en masse træning.

Det bliver efter alt at dømme søstrene Denise og Madeleine Dupont, der skal føre curling-arven videre og forsøge at samle et slagkraftigt landshold til OL-kvalifikationsturneringen i december i Tjekkiet.