Skadet NFL-dansker misser 2019-sæsonen

23-årige Hjalte Froholdt kommer ikke i aktion for New England Patriots i 2019-sæsonen i NFL.

Hjalte Froholdt måtte forlade banen med en skade mod New York Giants i en pre-season kamp, og den kamp viser sig nu at blive hans sidste i lang tid i Patriots-trøjen. (Foto: Maddie Meyer © Scanpix)

Sæsonen er slut, allerede inden den er begyndt, for Hjalte Froholdt i verdens bedste liga for amerikansk fodbold, NFL.

Lørdag blev den 23-årige fynbo, der i april blev valgt til NFL i den årlige draft af de forsvarende Super Bowl-mestre New England Patriots, placeret på skadeslisten "injured reserve" (IR).

Det skriver Patriots på sin hjemmeside.

Det betyder, at holdet ikke kan gøre brug af danskeren, der spiller på den offensive linje, i 2019-sæsonen.

Hjalte Froholdt pådrog sig natten til fredag dansk tid en skade i armen i Patriots' fjerde og sidste testkamp inden sæsonstart.

Froholt skal udvikle sig

Det er uvist, hvor alvorlig skaden er, men ved at placere Froholdt på IR-listen lukker Patriots altså svendborgeren ned for sæsonen.

Det kommer ikke som den helt store overraskelse. Patriots' trænere har i løbet af den sidste tid antydet, at Hjalte Froholdt af dem anses for at være en spiller, der skal udvikle og forbedre sig og på sigt blive god nok til at være en del af startopstillingen.

Ved at sætte Froholdt på IR-listen kan Patriots i stedet hive en mere NFL-klar spiller ind på holdet i denne sæson.

Den første kamp i 2019-sæsonen i NFL sparkes i gang natten til fredag dansk tid, hvor Chicago Bears hjemme møder Green Bay Packers.

/ritzau/