Skal man være cool i pool? Dansk europamester har øget sit mentale fokus

Den danske europamester i pool, Bahram Lotfy, har arbejdet benhårdt for at styrke sit mentale overskud.

I juli leverede Bahram Lotfy det vel nok største resultat i dansk pool-historie, da han vandt EM-guld i 8-ball og på sin vej besejrede tre tidligere europamestre.

- Det var superfedt at blive europamester. Det var en drøm, der gik i opfyldelse. I 13 år har jeg ikke fået en medalje, så jeg var helt euforisk over at vinde i de professionelle rækker, siger den 32-årige dansker.

EM-triumfen var et resultat af de seneste års fokuserede arbejde for at blive skarpere ved bordet – ikke med mere præcise stød, men ved at have et mentalt overskud.

- Det sidste halvandet år har jeg haft fokus på, hvor meget den mentale del påvirker mit spil, siger Bahram Lotfy og fortsætter.

- Før i tiden tænkte jeg meget over, når jeg mødte en stor kanon i pool-verdenen. Nu spiller jeg selve bordet. Det er lige meget, hvem jeg spiller mod, og i hvilken turnering det foregår. Bare jeg kan udføre det, jeg er god til og levere under pres. Det har givet mig de sidste procenter, som var medvirkende til, at jeg kunne vinde EM-guldet.

Bahram Lotfy har med den øgede vægtning på de mentale aspekter af sit spil fået selvtilliden til at kunne overkomme selv de største udfordringer.

- Om der sprang en atombombe ved siden af mig, ville jeg stadig være koncentreret. Jeg prøver at lukke alt andet ude. Ved de store turneringer kan jeg ikke selv styre, hvad der sker omkring mig, og hvem der råber og skriger blandt publikum.

Med EM-guldet i bagagen åbner mulighederne sig for nye og endnu større udfordringer for Bahram Lotfy, og til april går jagten ind på én af pool-verdenens allerstørste skalpe.

- Jeg skal til US Open i Las Vegas, som er én af de allerstørste turneringer med 100.000 dollars i præmiepenge til vinderen. Det bliver superfedt. Det er en hovedstad for underholdning, og der kommer til at være stor opmærksomhed med publikum og presse. Jeg nyder sådan set bare at spille, når der er mange, som kigger på.

Facebook
Twitter