Skal transkvinder have lov at dyrke elitesport? Danske sportsbosser knokler med svaret

En mulig udelukkelse af transkvinder i rugby puster liv i spørgsmålet, om transpersoner skal have lov at dyrke sport på eliteplan.

(Foto: © Georges Gobet/AFP © Ritzau Scanpix. Grafik: Maria Eriksen Volthers)

Forestil dig, at du ikke kan få lov at dyrke lige den sport, du vil. Forestil dig så, at du ikke kan få lov på grund af dit biologiske køn.

Det kan blive virkelighed for transkvinder i rugby, for en udelukkelse af dem i kvinderugby kan være lige på trapperne. En arbejdsgruppe under World Rugby, det styrende organ i sporten, har nemlig undersøgt sikkerhedsrisici ved og retningslinjerne for transkvinder i rugby.

The Guardian har fået indsigt i rapporten, og den viser ifølge avisen, at risikoen for skader øges for de andre kvinder på banen med 20-30 procent, når en transkvinde spiller. Og det er noget, Ask Vest Christiansen, lektor og idrætsforsker ved Institut for Folkesundhed, kan nikke genkendende til.

- I kontaktsport som håndbold og rugby er det relevant at have en bekymring om forhøjet skadesrisiko. Det er klart, hvis en transkvinde på 110 kilo tackler en biologisk kvinde på 70 kilo, så er skadesrisikoen større, end hvis tacklingen kommer fra en biologisk kvinde på 70 kilo, siger han.

Skaber udfordringer for transkønnede

Sikkerhedsrisikoen får verdens sjettestørste sportsgren til at overveje en udelukkelse af transkvinder i kvinderugby.

Den besked tager International Gay Rugby, der arbejder for inkluderende rugby uanset kønsidentitet og seksualitet, ikke pænt imod. De mener, rapporten foreslår at indføre store barrierer for transkønnede atleter, og budskabet fra formanden for International Gay Rugby, Karl Ainschough-Gates, lyder:

- Det er overraskende at se den restriktive drejning, som gennemgangen af retningslinjerne har taget. Vi vil arbejde for at sikre, at rugby fortsat er et velkommende og åbent miljø for transatleter, siger han til organisationens hjemmeside.

Selvom der kun er i nærheden af 2.000 danske rugbyspillere, har overvejelserne for World Rugby stadig en betydning for dansk sport. Det puster nemlig liv i dilemmaet, om transkønnede skal have lov at dyrke sport på højt plan, når et så stort forbund overvejer udelukkelse af transkvinder i rugby.

Hjælp udefra

Det er et dilemma, Danmarks Idrætsforbund (DIF) har svært ved at finde hoved og hale i. Og derfor har de siden sidste år fået hjælp fra en arbejdsgruppe til at finde ud af, hvordan man skal forholde sig til transkønnede i sport. Mens anbefalingerne fra arbejdsgruppen skulle have været kommet i maj i år, har covid-19 forsinket arbejdet, som forventes at være færdigt i november i stedet.

Og det er et grundigt stykke arbejde, der skal gøres. For ifølge Morten Mølholm, administrerende direktør i DIF, er hele diskussionen om transkønnede i sport supersvær.

- Grundlæggende synes vi ikke, at nogen skal udelukkes. Men vi har netop lavet arbejdsgruppen, fordi der kan være problemstillinger i især voksen- og konkurrenceidrætten. Jeg er heller ikke forarget over World Rugbys overvejelser – jeg siger dog ikke, de er rigtige.

- Men jeg havde heller ikke været forarget, hvis man tillod transkvinder at være med, og så vandt de nogle medaljer. Det betyder bare, at problemstillingen er virkelig svær, og jeg kan se den fra begge sider, siger Morten Mølholm.

Administrerende direktør i DIF Morten Mølholm har ikke et nemt dilemma på hænderne, når det gælder transkønnede i sport. (Foto: © ASGER LADEFOGED, Scanpix)

'Hver gang vi stiller ét spørgsmål, følger ti nye'

Arbejdsgruppen, som skal hjælpe DIF med anbefalinger til håndtering af transkønnede i sport, består af en række forskellige repræsentanter blandt andet fra Institut for Menneskerettigheder, Amnesty International, LGBT+-miljøet, specialforbund og medicinske fagpersoner.

På mange måder er det et komplekst og svært job, arbejdsgruppen sidder med, fortæller Lotte Büchert, der er medlem af DIF’s bestyrelse og sidder med i arbejdsgruppen.

- Hver gang vi stiller et spørgsmål, følger ti nye, og det er et område, som jeg må indrømme med skam, at vi ikke ved så meget om endnu.

Et par gange har arbejdsgruppen nu mødtes for at vende nogle af dilemmaerne, transkønnede i sport fører med sig. Især skellet mellem bredde- og konkurrenceidræt har gruppen kigget på. De mener, at de to er ret forskellige arenaer, men så alligevel ikke helt, fordi de støder sammen, når man går fra bredde- til eliteatlet.

- Det sammenstød er meget dilemmafyldt for os. Og i det ligger også, at hvis man giver plads til transkønnede børn i breddeidræt, bør det følges op med plads til transkønnede voksne i idrætten.

- Så man kan ikke nødvendigvis sige ja til det ene og nej til det andet, siger Lotte Büchert.

Når man skelner mellem bredde- og konkurrenceidræt, følger så endnu et naturligt dilemma:

- I bund og grund er det vigtigt, at mennesker dyrker idræt, det skal vi skabe en mulighed for kan lade sig gøre. Men har vi alle ret til at dyrke eliteidræt? spørger bestyrelsesmedlemmet.

  • Newzealænderen Laurel Hubbard er transkvinde, der stiller op i vægtløftning for kvinder. Hun er en af tre kvinder, der kan komme til OL. (Foto: © Paul Childs, Scanpix)
  • Udover Laurel Hubbard kan også volleyballspilleren Tifanny Abreu fra Brasilien komme med til. Det samme kan BMX'eren fra USA Chelsea Wolfe. (Foto: © Nelson Almeida)
1 / 2

Lange udsigter til klart svar

Selvom arbejdsgruppen er i gang med diskussioner og dilemmaer om området, er det ikke et arbejde, der bliver færdig i år, og først derefter skal anbefalingerne diskuteres i DIF’s bestyrelse. Så hvordan sikrer man sig, at der rent faktisk bliver gjort noget og taget stilling til transkønnede i sport?

Lotte Büchert kan ikke love, at anbefalingerne kommer til at sende området ud over stepperne med det samme, men hun håber, at arbejdet kan sætte fokus på transkønnede i idræt.

- Jeg tror, et sted det er værd at begynde, er i børneidrætten. Der kan man kigge på kulturen i foreningerne, hvilken retorik der er, hvordan er faciliteterne. Hvordan kan man være mere inkluderende i idrætten?, siger Lotte Büchert

Med alt fra badminton til bowling under DIF bliver det svært for arbejdsgruppens anbefalinger at ramme alle. For der er stor forskel på de 62 idrætter under DIF og for eksempel graden af kropskontakt og betydningen af fysik i idrætterne i Danmark.

Uanset hvad samler arbejdsgruppen nogle anbefalinger, som DIF’s bestyrelse skal diskutere og senere sende ud til specialforbundene. Om de anbefalinger ender ud i råd, regler eller retningslinjer vides endnu ikke.