Slut med husmorhygge: Dupont vil ruske op i danskernes opfattelse af curling

Kvindernes VM i curling begynder lørdag i Silkeborg, og turneringen skal blandt andet bruges til at flytte et par fordomme.

Madeleine Dupont under vinter-OL i Pyeongchang (Foto: Lucy Nicholson © Scanpix)

De danske curlingkvinder har en mission:

Fra lørdag og de næste 12 dage frem gælder det om at få vist danskerne, at curling er langt mere end 'weee'-råb og husmorhygge, når VM afvikles i Silkeborg.

Det er trods alt 21 år siden, at skipper Helene Blach Lavrsen sammen med sit hold udødeligegjorde netop den form for curling-kommunikation, da Danmark vandt sølv ved vinter-OL i Nagano.

Dengang lød det således:

I dag er det Madeleine Dupont, der er skipper for det danske landshold, og nu er tiden kommet til at gøre op med fortiden, siger den rutinerede skipper.

- Curling har haft et ry for at være en sport, hvor midaldrende kvinder render rundt og råber 'weee', og den opfattelse vil vi gerne ruske op i. Udøverne er ret fitte, og i dag er curling meget mere end en husmor-hyggesport, siger Madeleine Dupont med et grin.

- Der var ingen professionelle for ti år siden, og i dag er stort set alle, der deltager ved OL og VM, på fuldtid. Sporten har udviklet sig helt vildt, så man kan ikke være med på hobbyplan mere. Det hele er blevet en langt større maskine, siger Madeleine Dupont.

Specielt med hjemmebane

Madeleine Dupont og de danske curlingkvinder har længe glædet sig til at komme på isen i Silkeborg Sportscenter, hvor verdens bedste nationer skal kæmpe om VM-guldet.

Resultaterne det seneste år indikerer dog ikke, at danskerne kommer til at kæmpe med om netop det.

Ved EM i november blev det til en syvendeplads, og ved vinter-OL for et lille år siden faldt stenene heller ikke ud til danskernes fordel.

Madeleine Dupont håber dog, at hjemmebanen kan være med til at give det danske hold en smule ekstra, når det gælder.

- Vi går efter en placering midt i feltet. Det bliver uden tvivl svært, for de andre hold mødes oftere til turneringer rundt omkring i verden, så de har et bedre kendskab til hinanden, men vi spiller vores chance, siger Madeleine Dupont.

- Vi har aldrig prøvet at spille på hjemmebane før, så det er ret specielt for os. Der kommer til at være velkendte ansigter på tilskuerpladserne med familie og venner, og så bliver det også fedt at se, hvad Danmark kan organisationsmæsigt.

Danmark åbner VM lørdag klokken 19.30 mod USA.

Facebook
Twitter