Småskadet floorballspiller inden kvartfinale: 'Vil gøre alt for at være med'

Den danske landsholdsspiller i floorball, Marko Krogsgaard, døjer med en skade inden Danmarks VM-kvartfinale mod Tjekkiet.

Danskerne fejrer sejren over Estland. (Foto: Vit Simanek)

Det er aldrig sjovt at være skadet, men det er lige en tand mere irriterende, når man står foran den største kamp i karrieren.

Klokken 19.30 torsdag aften løber Danmark nemlig ind i O2-Arena i Prag til VM-kvartfinale mod værterne fra Tjekkiet, og det bliver med 17.000 tilskuere på lægterne.

Den danske landsholdsspiller, Marko Krogsgaard, stod over i sejren på 3-2 over Estland, og han kæmper for at få baglåret klar til kampen.

- Jeg forventer ikke, at jeg spiller. Jeg har før spillet med skader, men jeg vil gøre alt for at kunne spille foran 17.000 mennesker, så vi tester det inden kampen. Det skal gøre så ondt, at jeg ikke kan løbe, for ellers spiller jeg. Uanset, om jeg er på banen eller ej, så bliver det vores største kamp nogensinde.

- Det er en hel speciel stemning, der er til sådan nogle kampe. Det bliver meget intenst, og jeg ved, at drengene elsker at være i en kulisse, hvor alle er imod dem, siger Marko Krogsgaard.

- Vi har alt at vinde, for alle forventer, at vi taber. Så vi kan spille helt uden nerver og nyde det. Tjekkiet har alle nerverne og må ikke lave fejl, så det er til vores fordel. Tager vi sejren vil det være det største, som Danmark har opnået i floorball nogensinde, lyder det fra Marko Krogsgaard.

Kampen mellem Danmark og Tjekkiet spilles klokken 19.30, og den kan følges fra klokken 19.15 på DR3.

Facebook
Twitter