Spillerforeningen byder mildere dopingstraf velkommen

Wada har besluttet at nedsætte straffen for brug af "social drugs" som for eksempel hash og kokain fra 2021.

Mads Øland, direktør i Spillerforeningen, siger, at foreningen i længere tid har kæmpet for mildere straffe for brug af såkaldte "social drugs". (Foto: KELD NAVNTOFT © Scanpix)

Hos Spillerforeningen er man glad for de regelændringer, som Det Internationale Antidopingagentur (Wada) i sidste uge præsenterede.

Det siger direktør i Spillerforeningen Mads Øland, der kalder ændringen for tiltrængt.

Det er straffen for brug af de såkaldte "social drugs", der fra 2021 bliver lempet.

Det betyder, at idrætsudøvere, der ryger hash eller tager kokain i fritiden, fremover ikke skal frygte årelange karantæner, hvis de bliver fældet af en dopingtest med stofferne i kroppen.

Og det er noget, som Spillerforeningen sammen med andre landes spillerforeninger har kæmpet for i lang tid, lyder det fra Øland i en pressemeddelelse.

- Det er rigtig positivt, at Wada har lyttet. For straffen har været urimelig og helt ude af proportioner.

- Vi er selvfølgelig imod snyd og doping - det må der ikke herske tvivl om. Men vi har i årevis argumenteret for, at sanktionsrammen skulle sættes ned i sager om substances of abuse (stofmisbrug, red.), fordi brug af "social drugs" ikke handler om at snyde eller forbedre sin præstation, siger Mads Øland.

Fra fire år til tre måneder

Tidligere har atleter risikeret fire års karantæne, hvis de blev taget med kokain i kroppen.

Fremover kan man nøjes med tre måneder i skammekrogen. Man skal dog kunne bevise, at stofferne er indtaget mere end et døgn før konkurrencen.

Desuden kan man slippe med blot én måneds karantæne, hvis man samtidig indvilger i at følge et afvænningsprogram.

Det nye antidopingregelsæt blev vedtaget på Wadas kongres i polske Katowice, som sluttede torsdag i sidste uge.

Reglerne skærper til gengæld straffen på en række andre områder. Det bliver eksempelvis lettere for dopingjægerne at straffe trænere, læger og rådgivere omkring idrætsudøvere, der afgiver en positiv dopingprøve.

/ritzau/