Svømmelandsholdet er samlet til en træningslejr. Det er blevet tid til frokost, og Julie Aglund Lauridsen samler sig en portion fra buffeten og begynder at spise. Men hendes træner har andre tanker. Han kommer over til hende, fjerner tallerkenen og stiller i stedet et glas vand foran hende.

- Det behøver du ikke, du har nok fedt at tage af, siger han.

Den måbende topsvømmer bliver udstillet foran alle sine holdkammerater.

- Jeg synes for det første, at det var helt vildt ydmygende, for der sad jo også andre og kiggede på. Og jeg kunne jo ikke lade være med at tage det til mig og tænke: ”Er der noget i det? Skal jeg tabe mig?”

Episoden planter et frø i teenageren Julie Aglund Lauridsen. Et frø, som med tiden skulle vokse sig så stort, at det kostede hende karrieren.

I dag er hun 21 år og står nu frem og fortæller om en altopslugende spiseforstyrrelse, der gjorde det vigtigere for hende at tabe sig, end at opfylde pigedrømmen om at komme med til de Olympiske Lege.

Efter jeg havde spist, kunne jeg slet ikke overskue de tanker, der kom. Det var den samme pladespiller, der kørte: ”Nu havde jeg spist. Nu tog jeg på. Jeg skulle også vejes i morgen.” Nogle gange kunne jeg ikke overskue tanken, og så kunne jeg godt finde på at stikke en finger i halsen for at få det op.

Julie Aglund Lauridsen

Nummer 10 ved VM

I 2011 bliver Julie Aglund Lauridsen udtaget til landsholdets træningssamlinger på det nationale træningscenter. Hun er 15 år, og svømning fylder alt for hende. Målet er at komme til OL i Rio i 2016.

- Min hverdag var struktureret efter svømningen. Hvad jeg spiste var struktureret efter svømningen. Hvad jeg lavede udenfor var struktureret efter svømningen.

- Alt gik på svømningen og hvordan jeg skulle komme til OL, og hvordan jeg skulle blive bedre. Det har været hele min hverdag og på en eller anden måde også min identitet, fortæller hun.

At hun som tidlig teenager træner med cremen af dansk elitesvømning, er den foreløbige kulmination på flere års rivende udvikling af hendes svømmetalent. Lige inden hun bliver teenager begynder hun at være blandt de bedste i Danmark, og som 14-årig kommer hun på Team Danmarks program. Hun får tilknyttet en diætist, og sammen lægger de en kostplan, så hun kan tabe sig, men samtidig få energi nok via kosten til sin hårde, krævende træning.

Den ændrede kost skaber hurtigt gode resultater for den unge svømmer. Samtidig med at hun taber sig, leverer hun karrierens bedste præstationer.

Som junior sætter hun flere rekorder, og som bare 18-årig kvalificerer hun sig til verdensmesterskaberne på kortbane for seniorer i 2014. Her svømmer Julie Aglund Lauridsen sig til karrierens hidtil største resultat. Hun bliver nummer 10 på 800 meterdistancen, og målet om at kvalificere sig til OL i Rio to år senere er ikke længere bare en utydelig drøm, men derimod et meget realistisk mål.

Julie Aglund Lauridsen og resten af svømmelandsholdet kort før EM i 2014, samme år som hun fik en 10.-plads ved VM på kortbane. (Foto: søren bidstrup © Scanpix)

Men mens karrieren kulminerer i bassinet, har succesen samtidig konsekvenser for hendes mentale balance.

- Samtidig med, at det gjorde mig glad, ligeså stresset og presset gjorde det mig, fordi jeg følte, at jeg skulle leve op til et eller andet.

Kulhydrater blev fjende nummer ét

Julie Aglund Lauridsen er pludselig en del af verdenseliten, hvor det er de berømte små marginaler, der er forskellen mellem succes og fiasko.

Hun kigger på sine firskårne konkurrenter og føler ikke, at hun er lige så fit som dem. Hun beslutter at blive tyndere og gør kulhydrater til sin fjende nummer ét.

- Det blev en leveregel for mig, at jeg ikke skulle indtage kulhydrater. I princippet var det ligegyldigt, at jeg var tilknyttet en diætist, for jeg følte selv, at jeg vidste bedst selv.

I den smoothie, hun laver til sig selv hver dag før træning, skifter hun først skyr ud med yoghurt. Siden bliver yoghurt til mælk, inden hun til sidst bare kommer vand i. Hun tæller alle kalorier, hun indtager, og skærer dem helst helt fra.

- Lige pludselig blev jeg fikseret på at tælle, hvad jeg indtog, fordi det var vigtigt for mig at have kontrol over det.

- Og hvis jeg ikke fik lov til at tælle, så skabte det kaos i mit hoved. For så var det ensbetydende med at jeg tog på med det samme, og så ville andre også kunne se det med det samme, siger hun.

Min træner kunne jo godt se, at jeg ikke var, hvor jeg skulle være. Jeg var slet ikke tilstede, jeg levede på brugte Duracell-batterier.

Julie Aglund Lauridsen

- Jeg følte et eller andet form for pres for hele tiden at være den bedste atlet. Både fra min egen side, men også fra omverdenen og svømmeverdenen, om at man skulle være i form hele tiden.

Hendes fokus på at undgå kulhydrater intensiveres hurtigt og ændrer hendes liv totalt.

- Min spiseforstyrrelse begyndte at sætte dagsordenen for mit liv. Jeg begyndte at sige nej til sociale arrangementer, fordi jeg ikke kunne overskue det. Hvis vi for eksempel skulle spise på restaurant, skulle jeg helst ind at se menukortet inden for at se, om jeg kunne spise det, der stod på menukortet.

- Jeg havde en eller anden form for konstant uro i kroppen. Jeg tænkte hele tiden på at tabe mig. Jeg tænkte hele tiden på, hvordan jeg kunne tabe mig hurtigst muligt. Jeg var rigtig ked af det.

- Jeg havde ikke rigtig lyst til så meget andet end at være hjemme. Det var den måde jeg følte komfort, for så blev jeg ikke udfordret i hverdagen, fortæller Julie Aglund Lauridsen.

De daglige måltider bliver en plage, som fylder alt i hendes hoved.

- Efter jeg havde spist, kunne jeg slet ikke overskue de tanker, der kom. Det var den samme pladespiller, der kørte: ”Nu havde jeg spist. Nu tog jeg på. Jeg skulle også vejes i morgen. Og jeg skulle helst veje noget bestemt, for det var den vægt, jeg følte, at jeg skulle være på.” Nogle gange kunne jeg ikke overskue tanken, og så kunne jeg godt finde på at stikke en finger i halsen for at få det op.

Brugte batterier

Hun fortæller ikke til nogen, at hendes hoved er et kaos. Hendes omgivelser ved ikke, hvordan hendes forhold til mad har ændret sig, men i svømmebassinet er det tydeligt, at Julie Aglund Lauridsen ikke har samme pondus som tidligere.

- Jeg begyndte at træne dårligere. Jeg havde ikke samme overskud, jeg havde ikke samme energiniveau. Man kunne se det på tiderne til træningen. Man kunne se det på tiderne til stævnerne.

Julie Aglund Lauridsen mistede grebet om sin svømmekarriere på grund af sin spiseforstyrrelse.

- Samtidig kunne man se, at jeg fik en masse skader. Hvis der ikke var det ene, var der det andet. Min krop begyndte at sige stop. Men jeg gad jo heller ikke at lytte efter.

Efterhånden som Julie Aglund Lauridsen mister grebet over sin svømmekarriere, bliver det vigtigere og vigtigere at føle, at hun har kontrol over den mad, hun spiser. Målet om at komme til OL bliver skiftet ud med et mål om konstant at tabe sig.

Med bare to uger til det sidste og altafgørende kvalifikationsstævne til de olympiske lege er det tydeligt, at Julie Aglund Lauridsen ikke har niveauet til at klare kvalifikationskravet. Landstræneren hiver hende til side. Efter en sæson med nedadgående resultater mener han ikke, at hun har brug for endnu et nederlag.

- Det var en periode på nærmest halvandet år, hvor det gik nedad bakke. Jeg følte jo bare, at jeg skulle stille op. Der var to uger til kvalifikationsstævnet, og jeg kunne jo bare gøre det for at gøre det. Det var ikke, fordi jeg havde lyst til det.

- Min træner kunne jo godt se, at jeg ikke var, hvor jeg skulle være. Jeg var slet ikke tilstede, jeg levede på brugte Duracellbatterier.

- Det var rigtig godt, at min træner tog mig til side og sagde, at vi skulle tage en pause. Det har han gjort for at skåne mig, fortæller Julie Aglund Lauridsen.

Tilpas i sin krop

Pausen fra svømning får hende til at indse, at noget har været helt galt. Team Danmark stiller en diætist og en psykolog til rådighed for hende, og over for dem åbner hun for første gang op for sine tanker om sin krop og ikke mindst sit forhold til mad.

- Dér har jeg arbejdet meget med at acceptere de tanker, jeg har haft. Jeg havde rigtig svært ved at acceptere, at de var der. Det var som om tankerne blændede for hverdagen.

Da jeg var i selve processen, ville jeg gerne være så tynd. Nu er jeg rigtig glad for at jeg har fået former og ikke ser så trænet ud. Det vigtigste er jo, at jeg føler mig tilpas i min krop, og det føler jeg nu.

Julie Aglund Lauridsen

Julie Aglund Lauridsen har ikke svømmet, siden den dag hendes træner hev hende til side. Hun har stoppet sin karriere i en alder af bare 21 år.

Efterfølgende har hun fået konstateret stress og en let depression, og hun er overbevist om, at det er hendes forhold til mad, der har været katalysatoren.

Hun har det dog meget bedre i dag, end da spiseforstyrrelsen havde kontrollen over hende. Der er ikke længere kaos i hendes hoved, når hun spiser, og hun har lige afsluttet sit forløb med Team Danmarks diætist.

- Min spiseforstyrrelse er til dels væk. Jeg tror ikke, at det er noget, der kommer til at forsvinde. Det er noget, der altid vil være i baghovedet. Jeg har lært ikke at lytte til min spiseforstyrrelse. Jeg tror altid, der vil opstå tidspunkter, hvor man føler, at man har taget alt for meget på og virkelig ikke føler sig tilpas i sin krop. Jeg oplever stadig ofte, at jeg kan få angst, når jeg skal spise kulhydrater, men jeg lader dem ikke bestemme over det jeg gør. Jeg føler at jeg har fået alle værktøjer og at jeg er det rette sted i dag.

- Da jeg var i selve processen, ville jeg gerne være så tynd. Nu er jeg rigtig glad for at jeg har fået former og ikke ser så trænet ud. Det vigtigste er jo, at jeg føler mig tilpas i min krop, og det føler jeg nu.

Julie Aglund Lauridsens historie er voldsom, men den er ikke enestående. Mange topidrætsudøvere går rundt med forstyrrede tanker om deres krop og det at spise, og Team Danmarks diætister har aldrig fået så mange henvendelser fra såvel atleter som bekymrede forældre, der beder om hjælp.

Hvis du selv er eliteidrætsudøver og har brug for hjælp til en spiseforstyrelse, kan du kontakte Team Danmark gennem dette link.